(Eller: Hvordan man scorer kassen på at få folk til at tro, de er tykke og grimme)
En af grundene til, at mange hader sig selv og deres udseende, er såmænd – penge. Forklaring følger: Der er nemlig flere penge at hente hos utilfredse mennesker end hos tilfredse, og det gælder stort set i alle aspekter af forretningslivet. Hvis jeg er tilfreds med min computer, køber jeg ikke en ny, og hvis bilen kører som den skal, er der jo ingen grund til at smide et uhyrligt beløb efter sidste skrig i køretøj, så derfor er sælgerens fremmeste opgave at overbevise folk om, at det, de har, og som faktisk duer fint, er umoderne, grimt, langsomt, kedeligt, upålideligt og find selv på flere.
Sådan er det også med menneskers udseende. Hvis jeg har et kosmetisk produkt, jeg godt vil sælge, er jeg nødt til at overbevise folk om, at de har brug for det. Fx ville det jo være lækkert, hvis jeg kunne få dem til at tro, at de var grimme, men at netop mit smarte produkt kunne rette op på katastrofen for et beskedent beløb, ja den rene foræring – af den pure, uegennyttige velgørenhed faktisk. Tag et kuponkatalog, en avis eller en tur på nettet, og der skal ikke mange minutters læsning til, før du er stødt på et eller flere tilbud om at tabe dig. Mulighederne er næsten uden grænser: Piller, mystifistiske apparater, olier, miksturer, ekstrakter, plastre, bøger, diætister, akupunktører, terapeuter, homøopater, hypnotisører, kvaksalvere og heksedoktorer slås om at få lov til at sætte gang i dit vægttab. De overbyder hinanden med lodret latterlige løfter om urealistiske vægttab (tab op til 7kg den første uge!), og den ene efter den anden falder for fristelsen til at prøve, om de dog ikke kan slippe af med de overflødige kilo.
Og hvorfor gør vi det?
Ja, hvorfor gør vi det? De fleste kvinder har vist prøvet at være på skrump mere end blot et par gange, og (næsten) hver gang er resultatet det samme: Kiloene forsvinder for en tid, får hjemve, vender tilbage, og nogle gange har de endda taget vennerne med. Frem og tilbage er lige langt, som man siger. Men hvad er så grunden til, at så mange alligevel prøver igen og igen? Hvorfor er det nu lige, at dellerne på maven er så forhadte? Svaret er penge selvfølgelig! Beklager, men det er faktisk lykkedes de ihærdige sælgere at få deres vilje, og så godt som ubemærket endda.
Hver eneste dag, man åbner en avis, går på nettet, læser reklamer eller ser fjernsyn bliver man konstant bombarderet med tynde mennesker. Tynde, smarte mennesker vel at mærke; mennesker, som er rige, smukke, seje, lykkelige, sunde og pletfri. Mændene er ren mørbrad og kvinderne har kun fedtvæv ét sted, og det er sandsynligvis peppet ekstra op med silikone. Og disse mennesker laver alt det, vi selv har lyst til: De bader, de forelsker sig, de gør deres børn lykkelige, de slanger sig på og i fede biler, de klæder sig sexet, de vinder i lotto, de lever kort og godt i et uopnåeligt drømmeland, et utopia, som kun eksisterer på billederne og i reklamerne.
Men det er lige meget, om billederne lyver eller ej. Pointen er, at de er der, og at der er mange af dem alle vegne. Et helt livs bombardement sætter sine spor. Mennesker er sociale væsener, der lærer af deres omgivelser, både bevidst og ubevidst, og hvis vi er omgivet af fx tynde mennesker, vil vi søge at ligne dem. Lykkes det ikke, føler vi ikke, at vi passer godt nok ind i gruppen, og det går ud over selvværdet, og vi vil gøre meget for at komme ind i fællesskabet igen. Der er så mange billeder, film og alt mulig andet, der peger i retning af, at tynd=smuk, at vi ubevidst accepterer, at sådan er det bare. Vi gør de andres idealer til vores egne uden at lægge mærke til det. Nu er der bare det ganske særlige ved netop reklamernes idealer, at de slet ikke er skabt af de levende mennesker, der omgiver dig, men af folk på et reklamebureau langt væk, som kun er interesseret i at tjene penge. Så alle går altså rundt og har i én eller anden grad gjort reklamernes idealer til deres egne, samtidig med at de alle sammen tror, at sådan er det bare, og at alle andre mener ligesådan. Smart, men skræmmende.
Kort og godt: Min mening er, at reklamerne er en af hovedårsagerne til, at rigtig mange synes, det er ulækkert, grimt, usundt og taberagtigt at være overvægtig.
Slankheds-indoktrineringen har gjort, at mange (især kvinder) nu ikke bare ønsker at slippe af med et par kilo, nej, de HADER deres krop. Den buler ud de gale steder, brysterne er for små, hofterne for store, læberne for smalle og øjnene den gale farve. Sammenlignet med HVAD kunne man med rette spørge, og svaret vil være, at det synes de bare. Inderst inde i deres hoveder og ubevidst gemmer der sig nok et billede, der er skabt som en blanding af alle de smukke berømtheder, som har passeret deres blik igennem livet. Alle de smarte modeller i smarte situationer har været med til at forme deres indre, ubevidste idealkvinde, og reklamefolkene klapper i deres små hænder. De har sat deres spor uden at kunne spores, og det er perfekt, for det er bedst, at folk tror, de selv har fået ideerne.
Er vi så færdige?
Næh, ikke helt endnu. Der er lige en sidste krølle, der gør det hele rigtig kompliceret. For reklamerne trækker jo ikke kun i den ene retning. De har ingen, gentager INGEN, intention om at helbrede eller kurere folk for deres forhadte figur, for så er der jo lissom ikke flere penge at tjene på dem. Den ene type reklamer bobler over af uvirksomme forslag til, hvordan du for et højt beløb kan tabe dig, mens den anden type reklamer minsandten viser dig, hvor lykkelig man bliver af at spise chips, burgere, sukkerbombede cornflakes, slik og drikke cola til. De samme slanke, smukke, lykkelige mennesker står der søreme igen og æder usundt stads, og fordi billeder ikke kan lyve på samme måde som ord, æder vores stakkels manipulerede hjerner det råt.
Så reklamerne gør et virkelig godt stykke arbejde. Den ros skal de have. De får folk til at spise usund mad, for det gør de smukke og lykkelige mennesker i reklamerne, og samtidig får de folk til at hade deres krop, der jo aldrig kan komme til at ligne en model med titusinder af $ på skønhedsbudgettet – og da SLET ikke, hvis disse folk lever af chips og cola i tilgift. For at slutte lidt kryptisk, kunne man sige, at reklamerne lever af at være paradoksale.
Rundt er Smukt 