Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet

En feeders bekendelser

Endnu en historie fra virkeligheden.

Da jeg blev født, stod det ikke skrevet nogetsteds, at jeg skulle vokse op og blive en feeder – eller gjorde det? Senere – meget senere – fandt jeg ud af, at min far var om ikke feeder, så i hvert fald en fat admirer, eller, om man vil, en fedmebeundrer. Min mor var – og er – en buttet kvinde, og de to holder uendelig meget af hinanden. Faktisk har jeg aldrig set nogen holde så meget af hinanden i et ægteskab, måske bortset fra hvor meget min kone og jeg holder af hinanden.

Men tilbage til den lille mig. Jeg voksede op på en bondegård som enebarn. Vi havde ikke noget fjernsyn, men jeg trivedes med at gå og hygge mig med mig selv, og sådan gik der en del år. Jeg kom i skole, og stadig havde jeg slet ikke nogen “utraditionelle” tanker. Så i 4. klasse skete der to ting. For det første startede en ny pige i klassen, og åh, hvor var hun dog fantastisk. Nej, hun var ikke hverken tyk eller fed. Måske en smule buttet, men det var det. Jeg var forelsket for første gang i mit liv. Det var den ene begivenhed. En anden var, at nogle af drengene fra klassen en dag havde stjålet et pornoblad med i skole. Jeg var nok noget af det mest uskyldige på det tidspunkt, så det var ikke noget, jeg var voldsomt interesseret i at kigge på. Drengene grinede dog specielt meget af ét bestemt billede, og det måtte jeg lige se. Det var en meget stor kvinde, som blev “betjent” af to mænd. Denne meget fede kvinde fangede min opmærksomhed, og jeg kunne ikke rigtig få øjnene fra hende igen.

I 6. klasse skulle vi skrive en såkaldt robinsonade – en fortælling om at strande på en øde ø. På én eller anden måde kom min fortælling til at handle om, at de to hovedpersoner blev fanget af kannibaler og fedet op, til de stort set ikke kunne gå mere. Det var ikke bare sjovt at skrive om, det var decideret ophidsende, og efter at den fortælling var skrevet færdig, skrev jeg en til bare for sjov. Det var om en dreng og en pige, der blev sendt ud i fremtiden, hvor det viste sig at være forbudt at være slank. De blev opfedet af maskiner, og drengen forelskede sig i pigen. 3/4 igennem historien blev jeg så pinligt berørt over, hvad jeg havde skrevet, og hvor ophidset det gjorde mig, at jeg skyndte mig at brænde den ellers ret lange historie i kakkelovnen. I dag ville jeg give meget for at kunne se den historie igen.

Parallelt med dette var jeg stadig sanseløst forelsket i den søde pige, der stadig gik i klassen. Hun blev i mine øjne bare kønnere og kønnere, og vi var gode venner. Så gode, at hun endda betroede mig, hvilken drenge hun var forelsket i – og det var desværre aldrig mig. Hun var næsten halvandet år ældre end jeg og derfor fysisk ganske veludviklet, mere end egentlig buttet. Det var næsten umuligt at få øjnene fra hende.

8. klasse kom med samt et skoleskift, for vores skole gik kun til 7. Den smukke pige fulgte med, og endelig fik jeg tilstået over for hende, at jeg var vild med hende. Vi holdt lidt i hånden i ny og næ, og det var, hvad jeg drev det til. Jeg var for genert og bange for, at det hele skulle gå for stærkt eller gå i opløsning igen.

Selv om jeg ikke havde skrevet flere historier om folk, der blev fede, faldt jeg stadig nu og da over billeder af tykke mennesker, fx sumobrydere, som jeg fandt meget interessante. Dem brugte jeg en del tid på at nærstudere i det skjulte. Heromkring fik jeg også den underlige idé, at jeg godt kunne tænke mig at veje mere, og tanken om at blive sumobryder var fascinerende. Jeg havde ingen anelse om, hvorfra den tanke kom, men ikke desto mindre begyndte jeg at snige mig ned om natten og spise en ekstra natmad med rigeligt margarine på. På den måde lykkedes det mig at tage næsten 10 kg på, men så løb det lidt ud i sandet, og jeg stoppede igen.

I 9. klasse skiftede min store kærlighed skole, og jeg så ikke så meget til hende mere. Jeg havde fået indtrykket, at hun ikke var særlig interesseret, så jeg prøvede at slå hende ud af hovedet. En del af den proces gik ud på at se mig lidt om efter, hvad der ellers var af piger på skolen, og den kønneste viste sig at være parallelklassens tykke pige. Hun var meget tykkere end den første – hvilket jeg fandt ud af, at jeg satte pris på. Faktisk var ingen af de tynde piger på skolen særlig interessante, og den næstpæneste pige i mine øjne var en anden én, der også var relativt godt i stand.

Projekt “glem den første pige” gik dog ikke videre godt, og selv om de andre var pæne, og jeg da var på nippet til at prøve at gøre lidt kur, så var blev det ikke til noget, selv om jeg til den ene vist  nok nåede at få ytret en enkelt positiv bemærkning eller to.

Gymnasiet kom, og endnu en gang måtte jeg indse, at den pæneste pige i klassen i mine øjne var den tykkeste. Stadig havde jeg ikke helt fattet sammenhængen, men det blev mere og mere tydeligt for mig, at når drengene i min klasse stod ved taskereolerne og “kiggede kød ud”, så så jeg absolut intet i de tøser, som de savlede over. Til gengæld var der en del af dem, de grinede af, som jeg følte sympati for – og nok lidt mere end blot almindelig sympati.

Vi computerrum med internet i 2.g. I dag kan jeg ikke længere huske, hvad der fik mig til at søge på fede kvinder på nettet, men en dag tastede jeg med rystende fingre ordene “fat women” ind på tastaturet efter at have set mig om og sikret, at der ikke var nogen, der kiggede. Pludselig sad jeg med et overflødighedshorn af sider for og af mennesker, der selv enten fandt fede mennesker smukke eller selv ønskede at være det. Det var en meget underlig følelse. Både forbudt, ophidsende og frem for alt en form for lettelse over, at der var andre som jeg. Det var lidt som gradvis at indse, at man er et rumvæsen, der lever blandt mennesker, og så pludselig blive bragt hjem til sin egen planet og opdage, at man ikke var helt så underlig, som man først troede.

I 3.g fyldte jeg 18, og da jeg foretrak bøger frem for fester og hjemlig hygge frem for druk, havde jeg ikke rigtig nogen, jeg gad invitere. Mine forældre foreslog, at vi inviterede i det mindste nogen på besøg, og da de var gode venner med forældrene til min gamle kærlighed, som jeg stadig stødte ind i nu og da og – trods forsøgene på at slå hende ud af hovedet – stadig var lige forelsket i, spurgte de, om de ikke skulle invitere dem og hende. Det kunne jeg jo ikke påstå, at jeg havde noget imod, så jeg sagde ja.

VI havde det enormt hyggeligt, og jeg kunne ikke undgå at registrere, at hun i hvert fald ikke var blevet tyndere med årene, selv om hun stadig kun kunne kaldes let buttet. Da vi sås igen en måned senere til et kostumebal, fik jeg mit første kys nogensinde – og lykkeligvis blev det leveret af ingen ringere end hende. Vi blev kærester, og jeg var i den syvende himmel. Hun fik job på en pølsevogn og havde lov til at spise nogle af pølserne der, og da hun var glad for pølser, satte de sig nogle spor på hendes sideben. Jeg opdagede, at hvis jeg før havde været vild med hende, var det intet imod det, jeg følte, når jeg så, hvordan hun stille og roligt opbyggede nogle ekstra kurver. Jeg elskede at røre ved hendes mave og nusse den, og til sidst krøb jeg til bekendelse og fortalte, hvad jeg følte omkring det, at hun havde taget på. Hun var 163 cm høj og vejede på det tidspunkt omkring 72 kg. Mine ord vakte en mildt vantro morskab hos hende, men da hun nød opmærksomheden og at kunne ophidse mig voldsomt ved at snakke om at tage på, begyndte hun at hviske ting i mine ører som fx “forestil dig, at jeg vejer 100kg… 110kg…” . Det gjorde mig jo selvsagt ganske balstyrig.

Der gik 3 år med kæresteri, og i løbet af den tid fandt yderligere 16 kg vej til hendes i forvejen aldeles uimodståelige figur. Så blev vi gift, og nu her, 12 år senere, står der 125kg på vægten, når hun stiger op. Hun ved, at jeg nyder hvert et gram af hende, men nogle gange føler hun sig også besværet af sin vægt og taler om at tabe sig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er hårdt for en feeder at høre den bedre halvdel tale om at tabe sig  – for slet ikke at tale om, hvis denne gør alvor af at tabe sig. Hun har tabt sig nogle gange, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg har hængt med hovedet imens. Kiloene er altid vendt tilbage, enten snigende eller en enkelt gang, hvor hun besluttede sig for at tage på med vilje, bare for at se den effekt, det havde på mig. Jeg er udmærket klar over, at jeg er en yderst heldig mand med en meget forstående og kærlig hustru. det behøver man ikke at fortælle mig.

Jeg er dog også godt klar over, at min kone ikke er en rigtig feedee og altså ikke nyder sin krop på helt samme måde, som andre feedees gør. Vi har talt meget om tingene, og hun nyder stadig den indflydelse, hun har på mig. Den grænser næsten til magt, og den nyder hun at have. Hun ved lige, hvilke knapper, hun skal trykke på, for at få gjort sin mand helt vild i varmen, fx spise en ekstra stor portion aftensmad, klappe på sin mave, når jeg er enten inden før høre- eller synsvidde, gnide sin bløde mave tæt op ad mig, eller bare fortælle mig, at hun har lyst til at være doven og ikke lave noget og ønsker, at jeg skal lave tingene i huset, mens jeg forkæler hende. For hun kan godt lide at være doven og bare hygge sig med at se fjernsyn, vel vidende at hendes mand nyder at gå og gøre alle tingene i huset, og det alt sammen gør, at det er svært for hende helhjertet at ønske sig at tabe sig. Det andet er jo lettere, behageligere og gør manden betydeligt mere vild i varmen, end hvis hun begyndte at arbejde på at tabe sig. Det er vi begge klar over, og vi har talt en del om det. Jeg har også besluttet mig for, at jeg bliver nødt til at huske, at det ikke kun skal handle om, hvad der ophidser mig. Det har det sådan set aldrig gjort, og jeg tror ikke, at min kone vil sige, at hun har følt, at der har manglet noget (det har vi også talt om), men det skal ikke kun være mine drømme og fantasier, der bliver tilgodeset (hvilket hun heller ikke synes, at det er, men derfor står jeg alligevel selv lidt med den følelse.). Drømmer hun om at tabe sig, så må jeg hjælpe til og holde humøret højt imens, også selv om det er svært for en mand, der har været forelsket i hende så længe og som har set hende blomstre foran sine øjne og forvandle sig fra en bedårende pige til en veritabel skønhedsgudinde.

Vi har i skrivende stund kobberbryllup om en uge, og uanset om de næste mange år kommer til at bringe flere eller færre kilo vil jeg altid blive hos hende og elske hende for netop den hun er. Uanset hvad bliver jeg nok også selv ved med at være den, jeg er. Synet af en stor kvinde kommer næppe til at være andet end smukt i mine øjne, og jeg vil altid synes, at det er erotisk, når en kvinde virkelig tager for sig af retterne – og endnu mere, hvis hun tager på af det.

Jeg har søgt i lang tid på forklaringer på, hvorfor jeg har det sådan, og selv om der findes mange mulige, så er det jo ikke til at vide, hvilken der er den rigtige. Én mulighed er, at trods det, at min far selv altid lufter sin interesse for store kvinder på en sober og anstændig måde og egentlig ikke taler om det i hverdagen, så har hans kærlighed til min mor og nogle af hans små bemærkninger til hende sat sig fast i min bevidsthed. Jeg tvivler dog og tror snarere, at der måske ligger noget i generne. Jeg har også overvejet, om det, at jeg har levet hele min barndom og ungdom stort set uden adgang til fjernsyn, har gjort, at jeg ikke har fået trukket mediernes begreber om skønhed ned over hovedet og således har et mere “naturligt” syn på skønhed. Det er der jo også nogle, der vil grine af og mene, at mit syn på skønhed ikke er spor naturligt, men hvis man tænker efter, er det måske ikke helt ude i hampen. Kvindefigurer fra stenalderen tyder på, at begrebet om modergudinden, personificeringen af frugtbarheden, blev opfattet som en særdeles frodig kvinde, 2-3 gange større end hvad der opfattes som smukt i dag. Derfor plejer jeg at sige, halvt i spøg, halvt i alvor, at jeg må være en hulemand, der er født 10.000 år for sent.

Skulle jeg give nogle råd til dem derude, der også kan kalde sig feeders, så handler det hele om åbenhed og respekt. Det er ikke kun dine fantasier og ønsker, det handler om, og du skal huske at få kærligheden med. Inden forholdet for alvor indledes, så vær åben om, hvem du er. Pak det ind, hvis du vil, og lad måske være med at bruge ekstreme udtryk, men sørg for at gøre det klart, hvem du er, og hvad du kan lide. Du kan ikke leve med at holde så stor og betydningsfuld del af dig selv skjult, og den bedste måde at håndtere den på er at dele den med din partner.

Husk også at vise respekt. Det er ikke kun dig, det handler om. Det kan være en hård kamp med lysterne, men husk hele tiden at se tingene fra din partners synspunkt også.

One thought on “En feeders bekendelser

  1. Pingback: En feeders bekendelser | Rundt er Smukt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s