Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet

Tynd diskrimination

Tynd diskrimination

– En vægtøgningshistorie af TR ( http://askdrfeeder.dyndns.org )

Dommen

Julia ventede nervøst, mens juryen voterede. De havde ikke set særlig venligtsindede ud. “Anklagerne mod mig er ikke alvorlige,” påmindede hun sig selv, “og i det mindste er jeg ikke blevet udvist og sendt tilbage til staterne”

Efter at have snydt sin partner for 3 millioner i modelbureauet, som de havde grundlagt (og han havde også snydt hende, bare på legal vis, så hun syntes, han fortjente det), havde Julia skiftet identitet, havde sneget sig ind i det lille land Adipor, og var sikker på, at hun havde klaret skærene. Det var en smuk ø, stort set udelukkende beboet af tidligere amerikanere, og hun boede her med sin ven Cynthia i et fantastisk hus ved an afsidesliggende strand.

Det eneste problem var den meget strenge lovgivning, de havde i Adipor, som krævede, at kvinder skulle være tykke.

“Jeg troede da, at du vidste det,” sagde Cynthia, da hun først fortalte Julia om loven,”hvorfor tror du at jeg flyttede ind her?”

“Altså, jeg vidste, at du flyttede ind her, fordi det var et godt sted at være, hvis man alligevel var ved at blive overvægtig,” sagde Julia (Cynthia var begyndt at tage hurtigt på, efter at hun i en alder af 25 havde trukket sig tilbage fra sin modelkarriere), “men jeg anede da ikke, at de havde en lov om det!”

“Det er en ret streng lov, faktisk,” sagde Cynthia, “Du kan godt besøge landet i en uge, men kvinder kan ikke indvandre, med mindre de er tykke.”

Julia så på sin veninde. “Cynthia er sandelig lovlydig,” tænkte hun. Hun kan ikke være langt fra de 140 kg.

“Er det ikke frygtelig kønsdiskriminerende?”

“Absolut,” sagde Cynthia, “men kvinderne, som grundlagde stedet her, ønskede det på den måde.”

“Af hvilken grund, dog?”

“De… ønskede ikke nogen tynde og slanke kvinder omkring sig, som kunne få dem til at føle sig utilpas… men slanke mænd er okay. Faktisk, hvis du bliver meget fed,” hun smilede en smule fåret “så er de bedre end store fyre i sengen. De… passer meget bedre.”

Julia ønskede slet ikke at tænke videre på den tanke.

“Er der ikke nogen smuthuller?”

“Altså, nogen gange er folk tynde af medicinske grunde. Men så skal du overbevise en læge om, at du har et sådant problem, og samtidig skal du overbevise autoriteterne om, at du faktisk har planlagt at blive tyk, så snart du får det bedre.”

Julia slap næsten af sted med det. Hun bestak en læge og besnakkede nogle embedsmænd. Men en statslæge blev mistænksom og beordrede nogle medicinske undersøgelser foretaget, som dokumenterede, at hun var frisk som en havørn.

De havde også fundet ud af, at hun havde været mode-model i staterne. Det skabte virkelig opmærksomhed.

De kunne ikke lide amerikanske modeller her i landet. Før hun vidste af det, fandt Julia sig selv i gang med at forsvare sig selv i retten.

Julia så mismodigt til, mens Juryen igen marcherede ind i retssalen.

 “Det tog dem ikke længe,” tænkte hun trist. Selvfølgelig ville de finde hende skyldig. Men hvilken latterlig forbrydelse, “Praktisering af med forsæt at få tykke kvinder til at føle sig mindreværdige.” Okay, hun havde stået model i nogle slankereklamer for produkter, som hun aldrig selv havde prøvet. Hun var kommet med nogle få storsnudede kommentarer om fede kvinder i et par interviews. Men hvordan kunne hun vide, at så mange mennesker ville blive vrede over det? Hvordan kunne hun vide, at hun ville ende her i dette bizarre ø-land, som helt og holdent var helliget tykke kvinder?

Ikke noget under, at de fandt hende skyldig.

Dommeren så lige så dyster ud som jurymedlemmerne, da han afsagde dommen.

“Lad os se. Praktisering af med forsæt at få tykke kvinder til at føle sig mindreværdige. Bestikkelse af regeringsembedsmænd og forsøg på at føre dem bag lyset. Og i tilgift er du femogtredive kilogram undervægtig. Har du noget at sige til dit forsvar?”

Julia kæmpede for ikke at bryde ud i latter. Hvilket vanvittigt land! Med sine 170cm og 54 kg følte hun sig et kilo eller to overvægtig. Og de mente, at hun var 35 kg undervægtig? Ikke desto mindre påtog hun sig en passende skyldig mine.

“Kun at jeg erkender mine fejltrin, høje dommer. Det gjorde jeg ikke før… Jeg havde ikke nogen ide om, at tykke kvinder blev stødt af mine udtalelser. Jeg prøvede at snyde mig herind, det er sand, men,” løj hun,”Jeg ønsker virkelig at blive tyk, så snart jeg får chancen.”

“Hmm, jeg vil give dig et valg. Hvis du vil, kan du bare betale en bøde og blive udvist. Ellers bliver jeg nødt til at idømme dig en straf her i landet.”

Julia frygtede for at blive udvist. Uanset hvilken straf adiporeanerne end udtænkte, kunne den ikke være nær så slem som den omgang, man derhjemme ville få i det juridiske maskineri for underslæb af den størrelsesorden, hun havde gjort sig skyldig i.

“Jeg tror, jeg tager straffen her i landet, høje dommer.”

Dommeren så overrasket ud. Så trak han på skuldrene.

“Javel ja. Jeg dømmer dig til en bøde på 500.000 kr. Og 3 måneders tvungen opfedning.”

“Hvad!?”

Vagten tog fat i hendes arm for at eskortere hende ud. Buhråb hørtes blandt tilskuerne…ud fra udtrykket i deres ansigter kunne Julia regne ud, at de ikke mente, bøden var stor nok.

 “Opfedning?” sagde hun lamslået.

“Ja,” sagde dommeren, “var det ikke det, du ønskede?”

På klinikken

Bortset fra det voldsomt forstærkede hegn og de patruljerende vagter så opfedningsklinikken ud som et rekreationshotel. Der var endda adgang til en indhegnet del af stranden. Julia blev modtaget af Sandra, en venlig kvinde (tyk, selvfølgelig, som stort set alle kvinder på øen), som viste hende hendes værelse. Det var et neget nydeligt værelse med eget bad og balkon med havudsigt.

“Dette er overhovedet ikke, hvad jeg havde forestillet mig,” sagde Julia.

“Det er også et af vores fineste værelser,” sagde Sandra, vi har kun én anden besøgende her i øjeblikket. Nå, men vi har stort set ingen regler (ud over omkring at tage herfra, selvfølgelig), så gør, hvad du har lyst til, ind til det bliver “fodringstid” “

” “Fodringstid” ?”

“Kl. 13 hver dag. Du gik glip af det i dag.

“Hvad med aftensmad?”

“ingen aftensmad,” sagde Sandra, “beklager”

Julia vandrede rundt i bygningen og på det omgivende område. Til sidst stødte hun på den anden indsatte, en slank ung kvinde ved navn Mary. Det viste sig, at Mary havde hørt om Julia, og at hun var fascineret af hende. Maria havde boet i Adipor det meste af sit liv.

“Hvordan kan du være så tynd, når du har været her så længe?” spurgte Julia hende.

“Åh, loven gælder ikke, hvis du er under atten,” sagde Mary, “og de sidste 4 år har jeg boet i USA, mens jeg gik på college. Men nu vil jeg gerne tilbage igen. Jeg har aldrig været i stand til at tage på… Jeg har et meget højt stofskifte. Så jeg indskrev mig selv.”

“Men det er forfærdeligt!” sagde Julia, “Så du skal være tyk nu? Der er intet andet valg?”

“Åh, jamen jeg kunne bare blive i USA. Men jeg kan godt lide at være her. Og jeg kan slet ikke vente med at blive tyk.

“Hvad?”

“Jah, jeg ser okay ud efter USA-standarder, men her føler jeg mig virkelig malplaceret.”

Næste dag kl. 13 gik Julia og Mary til “fodringsrummet”. De blev bedt om at klæde sig af, til de stod i undertøj, hvorefter de blev målt og vejet.

Mary var et par cm højere end Julia og vejede knap et kilo mere.

“Sikke dog. Jeg har ikke set to så tynde i lang tid,” sagde Sandra, “Nå, hvem skal først?”

Julia vendte sig mod Mary, som, til hendes overraskelse, så ret nervøs ud.

“Jeg… jeg skal nok gå først, så,” sagde Mary. Hun vendte sig mod Julia, “Det er ikke nær så slemt som det lyder. Du skal ikke være bekymret.”

Hvad talte hun om, tænkte Julia. Hun troede, at de bare ville få serveret en masse mad og så forventedes at skulle spise det.

Men i stedet blev de spændt fast til et par store, halvt tilbagelænede stole. Selv deres hoveder blev spændt fast. Julia kæmpede imod, da de begyndte at spænde hende fast, men de to stærke mandlige vagter overmandede hende med lethed. Herefter blev der lagt sondeslanger ned til deres maver. Julia kæmpede imod så meget, hun kunne, mens hun holdt sine kæber fast lukket sammen.

“Det gør det hele meget nemmere, hvis du samarbejder,” knurrede Sandra. Hun var nødt til at give Julias kæbemuslker en bedøvende indsprøjtning for at få dem til at slappe af. Endelig fik hun mulighed for at føre slangen ned gennem Julias hals til hendes mave.

Sandra forbandt nu slangen med en maskine, der stod i midten af lokalet. Efter at have drejet på nogle knapper, tændte Sandra for maskinen. Den begyndte omgående at summe. Julia så tryllebundet til, da Mary gjorde store øjne, og hendes mave langsomt begyndte at vokse som en basketball, der bliver pustet op. Til sidst stoppede maskinen og efterlod hende med en lille topmave.

“3,2 liter,” sagde Sandra, “Ikke dårligt, når man tager i betragtning, at det er første gang.”

Så var det Julias tur. For en kort stund føltes det faktisk rart… Hun var, trods alt, ret så sulten efter at have fastet i mere end et døgn. Men så følte hun sig mæt, så meget mæt, så forfærdelig mæt… Åh Gud! Hvad hvis maskinen ikke stoppede?! Hun ville revne!

Men den stoppede… Hun følte sig mere stoppet, end hun nogensinde havde forestillet sig muligt. Og kvalme havde hun også. Faktisk…

“Jeg skal kaste…”

“Shit!” sagde Sandra, mens hun frakoblede maskinen, løsnede remmene og hjalp hende med at kaste op i en skål.

“Er du ved at komme ud af træning med det her?” drillede en af vagterne Sandra.

“Du har været på en fedtfattig diæt, er det korrekt?” spurgte Sandra.

“Øh… ja,” gispede Julia.

“Okay.” Sandra gik tilbage til maskinen og justerede på den. “En smule mindre fedt i blandingen denne gang, lidt mere kvalmenedsættende medicin…”

Og så, til Julias rædsel, blev hun fyldt op igen. Trangen til at kaste op vendte tilbage, men den var ikke så stor denne gang, og Julia nedkæmpede den. Hun ønskede ikke at blive fyldt op endnu en gang.

Så blev hun løst fra sine remme. Sandra og vagterne forlod rummet og overlod Mary og Julia til sig selv, så de kunne komme sig. De lå halvt lammede, alt for mætte til at røre sig, i nogen tid.

Til sidst drejede Mary sit hoved en smule. Hun lo.

“Se lige os,” sagde hun, “Det ser ud, som om vi er gravide!”

“Kan du lave sjov midt i det her?”sagde Julia, “det her er uhørt! Jeg fortæller Amnesty International om det, så snart jeg slipper ud.”

“Virkelig? Jeg synes ikke, det var så slemt. Det her slår da en del af de ting, der kan foregå i et amerikansk fængsel efter, hvad jeg har hørt. Men altså, jeg er sikker på, at du stadig kan bede om at blive overflyttet, og så vil de lade dig gå.”

Det kunne Julia ikke give igen på… Selvfølgelig kunne hun ikke det.

Den næste dag gik på stort set samme måde. De havde hver taget knap et halvt kilo på. Julia var stadig rasende og kæmpede imod, da vagterne spændte hende fast, og da slangen blev ført gennem hendes hals ned til hendes mave, selv om hun vidste, at det var nytteløst. Deres maver, udspilede, som de var efter gårsdagens opfyldning, udvidede sig endnu mere denne gang efter en omgang i maskinen.

En dag senere så Julia til i rædsel, da vægten nåede op på 56 kg. Det fornyede hendes vrede, og hun kæmpede endnu mere med vagterne end før.

“Årh, Julia, vil du ikke godt slappe af,” sagde Mary irritabelt, “lad dem nu bare spænde dig fast. Du spilder tiden, og jeg er sulten.”

Julia så lamslået på sin ven.

“Ser du ligefrem FREM til det?”

“Jeg begynder at kunne lide det,” sagde Mary, “det er ikke så slemt, hvis du bare slapper af.”

Så Julia lod dem spænde sig fast og så på Mary, mens de fylde hende op. Et henført smil gled over Marys ansigt, da hendes mave begyndte at udvide sig igen.

Da de begyndte at fylde på Julia, var det svært for hende ikke også at komme til at smile. Det føltes godt, sådan at al sult bare forsvandt i løbet af få sekunder. Og følelsen af at være utrolig mæt generede hende ikke så meget mere.

To dage senere, da “fodringstiden” nærmede sig, tog Julia sig selv i at se på uret. Selv om det stadig gjorde hende vred, kunne hun ikke vente med at blive fyldt op igen.

Klokken 12.45 var Mary og Julia ude af sig selv af forventning og gik ned til “fodringsrummet” for at vente. De tog tøjet af. Mary vejede sig selv af ren og skær nysgerrighed.

“Det her er fantastisk!” sagde Mary, “Jeg har taget 3 et halvt kilo på! Kan det ses?”

“Tjoh, det tror jeg,” sagde Julia, “dine ribben er ikke så synlige mere.”

Mary følte undersøgende på sin mave. Den var stadig ret flad, men var blevet blødere.

“Jeg bliver virkelig tyk! Jeg var bange for, at jeg ikke var i stand til det!”

“Du er fra forstanden. Du har en nydelig lille veltrimmet krop… Hvorfor ønsker du at ødelægge den?”

“I amerikanere,” sagde Mary, mens hun lo, “går så meget op i slanke kroppe. Jeg synes, I er tossede.”

Sandra kom ind i lokalet. De vejede sig selv hurtigt (Julia havde også taget 3,5kg på) og satte sig ivrigt i stolene.

“Lad mig prøve først denne gang,” sagde Julia.

“Nej, mig!” sagde Mary.

Sandra smilede bredt og lod Julia få først, og da Julias mave begyndte at udvide sig på grund af trykket fra den fedende blanding, begyndte hun at smile også.

Om aftenen ved midnatstid sad Julia og Mary oppe og så fjernsyn. Der var kun en kanal lokale ø-kanal. Ud over en mager skurk i ny og næ, som altid blev spillet af en grim skuespillerinde, og nu og da en bedrøvet tynd kvinde, der altid til sidst blev tyk og glad, så var alle kvinderne i samtlige udsendelser tykke.

“Jeg keder mig,” sagde Julia

“Også jeg,” sagde Mary, “og jeg er ved at blive sulten.”

“Jaeh,” sukkede Julia, der reflekterede over, hvor ironisk det var, at et sted, der fedede én op også fik en til at blive sulten hele tiden.

“Ved du hvad, jeg lagde mærke til, at de glemte at tage nøglen ud af låsen til opfedningsmaskinen i dag. Tror du, de huskede at hente den senere?”

“Det ved jeg ikke. Hvorfor?”

“La’ os tage et kig”

Alle andre var gået i seng, og det var ret let at snige sig forbi vagten ved døren og videre ind i fodringsrummet. Jo, nøglen sad der endnu.

“Fedt!” sagde Mary. Hun satte sig i stolen og stak en af slangerne ned i halsen. Hun gav Julia signal til at fylde hende op.

Julia tøvede, men trak så på skuldrene og gjorde, som veninden bad om. Mary klappede blidt sin mave, mens den voksede til sin hidtil største størrelse.

Da det var ovre, tog hun slangen ud og sukkede lykkeligt.

“Lad mig lige komme mig et minuts tid, så skal jeg gøre det med dig”

“Næh nej,” sagde Julia, “Jeg bliver tyk nok sådan her uden at fylde mig med ekstraportioner.

Men det var nu stadig fristende. Og det var også en mulighed for at trodse de fjolser…

“All right,” sagde hun til Mary, mens hun førte slangen på plads.

Sandra gav dem næste dag en lektion om uautoriseret brug af maskinen – tilsyneladende havde de glemt at rydde ordentligt op, go hun havde regnet det ud. Så fyldte hun på dem, sådan som hun plejede.

“I piger klarer jer flot,” sagde hun, “jeres kapacitet er øget til 4 liter hver, og I kan nu klare et virkelig højt fedt- og sukkerindhold.”

“Hvad mener du,” spurgte Julia.

“Jeg har stille og roligt øget blandingens næringsindhold, så I nu kan tåle ekstremt fedende mad. Det er næste fase i opfedningsprocessn, og vi starter i morgen.”

“Cool!” sagde Mary. For selv om de var blevet maskin-madet med store mængder af blandingen, havde de ikke spist på normal vis, siden de var ankommet.

Spisetid

Den næste dag blev de bænket over for hinanden ved et stort rundt bord, tungt læsset med mad. Det var alt sammen udsøgt tilberedt, og, bortset fra en lille portion frugt og grøntsager, var det alt sammen meget fedende.

Mary var i den syvende himmel og begyndte omgående at stoppe i sig. Julia prøvede at tage den med ro – hun skulle kun være her i 3 måneder, så jo mindre hun spiste, desto bedre. Det var dog ikke let. Ikke nok med, at hun var sulten og maden lækker, men hendes krop var blevet tilpasset til at forvente en kæmpe mængde mad. Selv efter grøntsagerne, frugten, en skinkesandwich og lidt kartoffelmos og et stykke tærte føltes hendes mave stadig ret slunken. Alligevel rejste hun sig for at gå.

“Ikke endnu,” sagde Sandra, “du skal blive her i en time.”

“Men jeg er mæt!” løj Julia.

 “Du behøver ikke at spise noget, men du skal blive siddende ved bordet.”

Det var hårdt at holde sig i skindet, især fordi Mary stadig spiste med alle tegn på nydelse, men hun klarede den. Mary satte knap farten ned, før hun havde spist i en halv time, hvorefter hun fortsatte med at småspise, ind til timen var gået.

“Du er skrupskør,” sagde hun til Julia, “denne her mad er fantastisk! Hvorfor tager du ikke noget?”

Sandra kom tilbage

“Okay,” sagde hun, “op i stolene, piger.”

“Hvad?” spurgte Julia, “men vi har allerede spist. Hvorfor skal vi også tvangsfodres?”

“Jeg skal bare lige have fyldt jer helt op.”

Hun fyldte på Mary, som kun havde plads til en halv liter til.

“Meget fint!” sagde Sandra, “Du er næsten lige så god til at fodre dig selv, som maskinen er!”

Julia, derimod, havde plads til to en halv liter til.

“Wow,” sagde Sandra, “Du burde spise noget mere. Du bliver super-fed på den her måde!”

“Hvad mener du?”

“Blandingen fra maskinen er meget mere fedende end maden.”

“Du mener, jo mere fedende mad jeg spiser, desto mindre vejer jeg, når det her er overstået?”

“I er en samling forskruede røvhuller!”

Spisetid for alvor

Så den næste dag spiste Julia lige så godt som Mary. Det var fantastisk. For første gang i sit voksenliv spiste hun fedende mad uden at føle sig skyldig. Det var vidunderligt. Hun var imponeret over sin egen appetit – Det var én ting at få at vide, at man havde en kapacitet på 5 liter, men det var noget andet, faktisk at kunne fortære en stegt kylling, to cheeseburgere, et halvt kilo pomfritter, to milkshakes og en chokolade-eclair og stadig føle sig sulten.

Hun ville ikke indrømme det, men hun havde det virkelig storartet.

Da de koblede hende til maskinen, var der kun plads til nogle få deciliter.

Voksende former

“Se lige mig,” sagde Mary. Det var en time før spisetid, to ugers ekstatisk grovæderi senere. Hun så sig i spejlet, mens Julia og læste i et magasin, “Jeg har virkelig taget på!”

Hun var rent faktisk glad for det.

“Faktisk, så ser du stadig ret tynd ud i mine øjne,” sagde Julia, “hvilket er mækeligt, for du har helt sikkert taget, omkring.. 15kg på?”

“Jeg ER stadig tynd, dit fjollehoved,” sagde Mary, “efter ø-standarder.”

“Det overrasker mig ikke . Alle her er fede (undtagen nogle af mændene, selvfølgelig), og vi ser kun fedt-positivt fjernsyn.”

“Det ved jeg,” sagde Julia, “og alle magasinerne og bøgerne, og malerierne på væggene… jeg bliver hjernevasket.”

“Altså, du var hjernevasket på én måde før, og nu bliver du hjernevasket på en anden. Og jeg har faktisk fået en rigtig topmave.” Hun klappede sig stolt på den.

“Det har du haft hele ugen,” sagde Julia

“Nej, det var ikke en rigtig topmave… jeg kunne stadig trække den ind. Når den ikke var udstoppet med mad, altså. Men nu… se!”

Den trak sig lidt tilbage, da hun prøvede at trække den ind, men den forblev meget tydelig.

“Lad mig se dig prøve,” sagde hun.

“Uh, jeg har ikke en gang lyst til at tænke på det.”

“Årh, kom nu!”

Julia sukkede og rejste sig, men måtte tage lidt tilløb for at få de ekstra pund med sig op af stolen. Hun stillede sig ved siden af Mary og prøvede uden held at trække maven ind.

“Tillykke med det!” sagde Mary. Hun kiggede sig i spejlet igen, mens hun sammenlignede sig med Julia.

“Woow, jeg bliver pæn og trind, men du bliver jo fabelagtig! Dine hofter har sådan nogle flotte kurver… og se på dine bryster… mine er ikke vokset nær så meget, som jeg håbede, at de ville, men dine er sandelig gået med på legen!”

Julia gav op og tog et godt et godt kig på sig selv. Mærkeligt nok, selv om hun godt kunne se, at hun var blevet tungere, syntes hun stadig, at hun så slank ud. Endnu mere mærkeligt var det, at hun godt kunne lide, hvad hun så.

“Tag lige din BH af et øjeblik, jeg vil lige se,” sagde Mary.

Genert gjorde Julia, som hun bad om. Hendes bryster var smukke! Nej MERE end smukke! Ganske vist havde de altid været pæne – næsten kegleformede, en smule mere rundede forneden end øverst, men faste nok til, at de ikke ville kunne holde fast på en blyant. De var vokset udad nu og lidt nedad, lige nok til, at de let kunne fastholde et par blyanter. Der var en fræk, sensuel fyldighed over dem, som overraskede hende.

“Åh Gud!” sagde Mary, “du kommer til at have enhver mand i byen liggende for dine fødder!”

“Men det vil være fyre, der kun kan lide mig, fordi jeg er fed,” sagede Julia, “Hvad skulle jeg dog med særlinge som dem?

“Der er en masse storartede fyre på denne ø, bare vent og se. Hvorfor tror du, jeg var så ivrig efter at komme tilbage til øen her? Jeg ville bare ønske, at jeg bar vægten lidt smukkere.”

“Årh, det skal du ikke bekymre dig om,” tog Julia pludselig sig selv i at sige, “Du har en nydelig, bred bagdel. Jeg er sikker på, at den nok skal få dem til at vende sig på gaden.”

“Tror du?” sagde mary glad, mens hun kiggede på sine store balder, som for ganske nylig havde vokset sig så store, at de var begyndt at hænge en lille smule. Hun vrikkede en smule og betragtede dem, mens de gyngede erotisk.

Tilbagefald

Næste dag fik de følgeskab af en anden lovovertræder, Janet. Janet var tyk efter stort set enhver målestok. Her blev hun regnet for 5kg undervægtig.

“Hvorfor er du undervægtig?” spurgte Julia hende.

“Åh, jeg gik på slankekur,” sagde Janet, “jeg håbede på at tabe mig lidt mere, før de tog mig. Jeg er sikker på, at nogen stak mig.”

“Det var da skrækkeligt,” sagde Julia, “men hvorfor bor du på denne her ø, hvis du ikke vil være tyk?”

“Men jeg VIL være tyk!”

“Men hvorfor gik du så på kur?”

Janet så undrende på hende, som om hun ikke kunne forestille sig, at nogen kunne være så tungnem.

“At bryde loven er den eneste måde, man kan komme i maskinen på, dummer. Jeg håbede at tabe mig mere, så jeg kunne få lov at blive tvangsfodret længere. Det er bare så sjovt!”

Julia rystede forundret på hovedet.

“Hvorfor kan I ikke bare få maskiner sat op derude?”

“Åh, det havde vi skam også, men alt for mange mennesker blev afhængige af dem og endte med at blive alt for fede… de var nødt til at forbyde dem ved lov.”

“Jeg troede ikke, at der var noget, der hed for fed her i landet,” sagde Julia.

“Det er der,” sagde Janet, “men vi taler virkelig, seriøst smælderfed!”

På fed kurs

Da Julia og Mary Da Julia og Mary nåede et stykke over de 80kg, gik de over til trin 3: ubegrænset spisning. (Janet var forlængst taget af sted igen, vel opfedet til mindstemålet). De skulle kun bruge maskinen, hvis de ikke tog på. Tjenstvillige opvartere bragte dem mad, uanset hvad de ønskede, hvornår de ønskede det og hvor de ønskede det.

Nogle dage spiste de normale (omend enorme) måltider. Andre dage småspiste de langsomt, men støt hele dagen igennem. Normalt lå de og dasede i fællesrummet, mens de så tv eller læste. Når dagen var ovre, var deres maver lige så udspilede, som hvis de havde været i maskinen.

Julia kunne dårligt fatte, hvor doven hun var ved at blive. Ja, hun gik da rundt på området hver dag for at få lidt motion, men det var blevet lidt mere besværligt, nu da hendes buttede lår begyndte at gnubbe mod hinanden, når hun gik. Hun fandt, at det var lettere at bevæge sig omkring, hvis hun betjente sig af en slags adstadig vralten. Efter ø-standarder blev hun mere og mere sexet og smuk, med sine storslåede, runde bryster og mave, brede hofter og sin store, kuvede bagdel. Hun spekulerede over, hvordan det ville blive at være en af øens kvindelige indbyggere. Hun manglede hun nogle få pund, før hun blev løsladt (hendes dom var blevet ændret, så hun havde tilladelse til at forlade fængslet, så snart hun ikke længere var “undervægtig”).

Så en dag kaldte Sandra hende ud til modtagelsesområdet. Ryan, hendes ekspartner, som hun havde stjålet millionerne fra, var der.

“Tilsyneladende,” sagde Sandra,” skal du løslades.”

Ryan så på hende, “Bare rolig,” sagde han, “jeg har arrangeret det hele. Åh, Julia, din stakkel. Se, hvad de har gjort ved dig!”

“Jeg går ikke nogen steder, før vi har fået os en snak,” sagde Julia.

Sandra lod dem gå ind i samtalelokalet.

“Jeg ved godt det med pengene,” sagde Ryan,”men det er okay. Jeg har ikke fortalt det til nogen, og jeg lægger ikke sag an.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi jeg har brug for dig! Modelbureauet er ved at gå nedenom og hjem. Vi har stadig nogle ting, vi tjener på, men sådan som det går i øjeblikket med branchen, så holder de heller ikke længe. Nå, men altså, jeg har endelig fundet ud af, hvor vigtig du er, og hvor meget jeg udnyttede dig. Behold pengene, bare du kommer tilbage og hjælper mig med at få det hele op at køre igen.”

Det her var perfekt; en bedre vej ud af det hele, end Julia havde troet muligt… men den følelse, der opfyldte hendes sind mest omkring det, var, at hvis hun tog af sted nu, ville hun gå glip af sin frokost.

Hun rystede dog den latterlige tanke af sig, ringede til sin advokat for at sikre sig, at Ryan mente, hvad han sagde og ikke var i gang med at lokke hende i en eller anden fælde, og endelig tog hun tilbage til staterne igen.

Modelbureauet

“Har modellerne altid været så tynde?” spurgte hun Ryan på sin første dag tilbage på jobbet. I Julias øjne lignede de overlevende fra en koncentrationslejr. De så nøjagtig lige så forbløffede på hende, helt ude af stand til at fatte, at Julia, der altid havde dyrket slankeden som en religion, nu var blevet så fed.

Ryan lo i den tro, at hun lavede sjov.

“Okay,” sagde han, “vi må hellere se at komme i gang”

Hun arbejdede præcis så effektivt, som hun altid havde gjort, men der syntes ikke at være nogen mening i det. Hvorfor sad hun her i stedet for at ligge og slappe af på klinikken, mens hun spiste fedende lækkerier? Eller turede rundt på singlebarerne i Adipor, hvor hun var sikker på, at hun ville være hovedattraktionen? Hun prøvede at ryste tankerne af sig, men det var hårdt.

Så. da hun gik med Ryan i byen for at få noget frokost den dag, bestilte hun en salat, en chokolademilkshake, en cheeseburger og pomfritter.

“Synes du ikke, du burde skære lidt ned, Julia,” spurgte Ryan, ilde til mode.

“Jeg SKÆRER da ned!” sagde hun overrasket. Men så tænkte hun nærmere over det og indså, at denne skrabede frokost var langt mere end hun plejede at spise, da hun var tynd. Men hvordan skulle hun kunne vende tilbage til salat med ingen dressing og en flaske Evian-vand til frokost? Det var absurd. Til Ryans forfærdelse bad hun servitricen bringe sig en banana split til dessert.

“Hvad laver du?” spurgte han.

“Jeg bliver nødt til at spise ordentligt,” sagde hun, “jeg er stadig næsten 3 kg undervægtig.”

Adipor

Mary havde haft ret – Nu da Julia vejede mere end 85kg var hun særdeles populær i Adipor (så snart hun havde nået den lovlige minimumsvægt og ordnet sagerne i modelbureauet, så de kunne klare sig uden, at hun var konstant til stede (hun hjalp stadig lidt med emails), så var hun udvandret). Selv om hun stadig var alt for tynd i mange af mændenes øjne, så havde hun stadig mange beundrere, når hun havde sin bikini på og gik langs stranden med sine fyldige kurver svajende og gyngende. Hendes ven Mary, der nu var meget tæt på 95 kg (hun var begyndt at ses med en feeder, så hun havde fået et forspring) var næsten lige så populær.

“Hvad fik dig til at beslutte at komme tilbage?” spurgte Mary hende nogle få dage efter at hun var flyttet til.

Julia tog et langt drag af sin Kahlua-creme-de-menthe-chokolademilkshake, før hun svarede.

“Du mener ud over spiseriet, de stærkt forøgede scorechancer, det faktum, at jeg nu hader New York, og det faktum, at jeg føler mig smuk her og kæmpestor der, og det faktum, at jeg hvis jeg ikke kom tilbage, skulle jeg – uff – på kur?”

“Øh, jaeh…”

“Jeg ved det ikke,” sagde hun med et smil, mens hun tog hul på sin anden bacon-cheeseburger, mens hun vinkede af servitricen for at få genfyldt sin milkshake,” tjah, kald det bare et indfald.”

“Jeg må hellere advare dig,” sagde Mary, ” En hel del kvinder bliver ved med at tage på efter at have været på klinikken. De kommer så at sige rigtig godt i gang. Sædvanligvis tager det lige så meget på, som mens de var på klinikken. Hvad ville du synes om at tage yderligere 30 kg på?

“Tredive?” Er det det hele? Jeg ved snart ikke,” sagde Julia tænksomt efter grådigt at have sat halvdelen af burgeren til livs, “Men jeg har på fornemmeselsen, at jeg snart kommer til at finde ud af det.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s