Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet

Spock og de fyldige kvinder

Skriv en kommentar

Og hvad har så et rumvæsen at gøre på en fedtvenlig blog? Mere end mange aner, for skuespilleren bag, den nys afdøde Leonard Nimoy, er ikke kun kendt for at have spillet vulcaneren Spock i Star Trek-filmene. Han var også fotograf, og et af hans større og mere kendte projekter går under navnet “The Full Body Project”, hvor han beskæftigede sig med svulmende, stolte kvinder i en lang række sort-hvide fotos.

Leonard Nimoy gik fuldt og helt ind for ligestilling og kvinderettigheder og gik ved flere lejligheder så vidt, at da det kom ham ham for øre, at hans kvindelige medskuespillere fik mindre i løn end han selv og hans mandlige kolleger, gik han til ledelsen og krævede det ændret. Dette forekommer muligvis oftere i 2015, men det gjorde det ikke ikke 60’erne og 70’erne, hvor han gjorde det.

Nimoys engagement i ligestilling greb også ind i hans virke som fotograf, hvor han bl.a. i sit værk “The Full Body Project” afbildede særdeles velpolstrede kvinder nøgne, og mange gange med et fast, udfordrende blik på iagttageren, der synes at sige “Jeg er her, jeg er tyk, og jeg er stolt af mig, som jeg er. Jeg har min fulde ret til at være her og vise mig frem for verden på lige fod med alle andre, og jeg har ikke tænkt mig at sidde i hjørnet og skamme mig over at være den, jeg er.”

Generelt bekymrede det Nimoy meget, at den gennemsnitlige tøjmodel vejer 25 % mindre end den gennemsnitlige kvinde. I praksis betyder det, at kun en forsvindende lille andel af kvinderne kan købe tøj, hvor de kommer til at tage sig ud som på modelbilledet, hvilket udsætter deres selvopfattelse for et konstant pres hen imod at være utilfredse med sig selv.

Nimoy udtaler selv, at hans billeder er et direkte modsvar til det pres for at skulle holde en str. 32, som kvinder hele tiden føler her i vesten.

Det værste ved denne skønhedsidealernes milliardindustri er, udtaler Nimoy videre, at grundpillen i den er at fortælle folk, at de ser forkerte ud.

I et interview med New York Times fortæller Leonard Nimoy om, hvordan The Full Body Project blev til. Det var først i de senere år af sit liv, at Leonard Nimoy blev opmærksom på problematikken omkring kropsidealer og størrelsesaccept (Size Acceptance), og at skønhedsidealer ikke var universelle, men kulturelt bestemte. I 1999 var han til en fremvisning af nogle af billederne af sit forrige værk, Shekhina, som afbildede jødiske kvinder, og ved afslutningen heraf kom en kvinde på henved 115kg hen og spurgte ham, om han ville fotografere hende. Han sagde ja, og hun mødte senere op i hans studie til fotografering.

Hun havde meget forskelligt tøj med, men Leonard Nimoys kone, som hjalp til med fotograferingen,  overtalte hende til at lave en nøgenfotografering i stedet. Sådan en forespørgsel var hr. Nimoy ikke helt sikker på, at han kunne håndtere, for han havde aldrig arbejdet med så frodig en kvindekrop før og ønskede ikke at komme til at gøre kvinden uret på nogen måde.

Efterhånden smittede kvindens selvtillid dog af på ham, og da han efterfølgende fik lov at bruge hendes billeder på sine udstillinger, fik de konsekvent hovedparten af opmærksomheden. Alle ville vide, hvem hun var, hvor han havde mødt hende, hvorfor han havde fotograferet hende, og ikke mindst, hvad hans budskab med at udstille fotografierne af hende var.

Det fik Nimoy til at gå videre med ideen om at tage flere billeder af runde kvinder, og han lavede blandt andet nogle fotos, der var kommentarer til billeder, som andre kunstnere havde lavet med meget tynde modeller – med den lille forskel at kvinderne på Nimoys billeder hver især kunne rumme 2-3 supermodeller.

Et af eksemplerne på Leonard Nimoys fotografiske kommentarer til andre kunstneres brug af tynde modeller. Her er det Herb Ritts “Cindy & company”, som bliver genfortolket.

I 2008 stod “The Full Body Project” færdig, og Nimoy modtog til sin glæde overvejende positiv respons, men også sørgelige reaktioner, bl.a. fra en kvinde, der havde haft meget dårligt selvværd på grund af sin vægt og nu havde tabt sig. Hun så i Nimoys billeder alt det, hun havde hadet ved sig selv og kunne derfor ikke holde ud at se på billederne, hvilket blot er et eksempel på, hvor vigtigt dette fotoprojekt er.

En anden kvinde reagerede anderledes positivt: “Jeg er 165cm høj og vejer omkring 60kg, men jeg føler mig ikke nær så veltilpas i mit eget skind, som jeg burde gøre. Jeg ser på disse kvinder, som spankulerer omkring, poserende, leende og jeg føler en stærk misundelse over for dem. Her er de, mens de poserer for en mand (!), vel vidende at hele verden vil kunne se dem nøgne (!), og de ELSKER det. Åh, at være så fri! At være så tilpas og smuk i sin egen krop – Jeg misunder dem i sandhed.”

Adspurgt, om han har en fetish for fede kvinder, svarer Nimoy leende, at det kan han ikke tage sig af. Folk må tænke det, de har lyst til. “Jeg synes bestemt, at de er smukke. De er fuld-figurs, fuldblods mennesker. Jeg finder dem ikke nødvendigvis seksuelt attraktive, men jeg synes bestemt, at de er smukke.”

Læs mere om Leonard Nimoy, bl.a. her:

http://www.rmichelson.com/artist_pages/nimoy/pages/MaxBeaut.htm

http://mashable.com/2015/02/27/leonard-nimoy-women-photographs/

http://www.nytimes.com/2007/05/13/fashion/13nimoy.html?pagewanted=all&_r=0

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s