Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet

Formål

Denne hjemmeside er skabt med flere formål:

  • At løfte selvtilliden, selvværdet og humøret hos de mennesker, der vejer for meget i forhold til reklamernes skønhedsideal.
  • At gøre opmærksom på, at der findes mennesker (fx denne blogs forfatter), der faktisk synes, at tykke mennesker er smukkere end tynde.
  • At introducere de to verdener for hinanden, nemlig de mennesker, der føler sig grimme, fordi de mener, de vejer for meget, og de mennesker, der synes, at den første gruppe er smukke af selv samme årsag.
  • At fortælle, at der faktisk også findes mennesker, der frivilligt vælger at tage på, fordi de befinder sig bedst sådan.
  • At fortælle, at der ydermere findes mennesker, som nyder at se andre mennesker tage på.
  • At forklare og tage stilling til begreber som feedee, feeder, FA (Fat Admirer), BBW (Big Beautiful Woman), gainer m.fl.
  • At rumme links til andre sider, der på en eller anden måde er beslægtet med denne.

Motivation

Prøv at google rundt blandt de danske hjemmesider og tæl op, hvor mange sider, der handler om gode råd til, hvordan du kan tabe dig, blive bikinilækker, slippe af med julekiloene, få has på dellerne og så videre et cetera. Du vil næppe blive færdig med at tælle foreløbig, og er du en af de heldige med noget på sidebenene, skal du have ben i næsen for ikke at blive bare en lille smule trist. Ikke depri endnu? Jamen så prøv at tælle op, hvor mange internetsider, du kan finde, hvor man som trind/tyk/frodig/buttet/[indsæt selv dit foretrukne tillægsord for at veje mere end de vestlige skønhedsidealer foreskriver]  kan forlade siden igen og føle sig okay med sig selv og måske endda have en kompliment med i bagagen.

Hvis du kan finde 1 af sidstnævnte for hver 100 af førstnævnte er du dygtig. Denne side er et forsøg på at rette lidt op på ubalancen. Her vil blive sagt og skrevet mange kætterske ting, som nogle ikke vil kunne lide at høre. Nogle vil nok endda kalde mig tosset eller værre ting, men ét er sikkert: Du kommer ikke til at finde nogen løftede pegefingre her på siden omkring din vægt, om du så har flere X’er i din tøjstørrelse end fingre på dine hænder. Tværtimod skulle der gerne være en kompliment at finde eller to 🙂

Skriv en kommentar