Er det normalt at tænde på deller?

Følgende beretning er skrevet af en dansk kvinde, der allernådigst har givet mig lov til at publicere den. Det er jeg meget taknemmelig for. Læs med og få et indblik i hendes liv.

Er det normalt at tænde på deller?

Som 1 årig var jeg på min første slankekur. Jeg kunne spise det samme som min far. 2 bøffer og 6 kartofler. Jeg kastede op og spiste så igen. Sundhedsplejersken satte mig øjeblikkeligt på kur, da jeg lignede en hel ballon. Min mor sagde jeg ingen mæthedsfornemmelse havde. Siden har jeg aldrig været vild med slankekure.

Som barn havde jeg ofte en underlig drøm om en synål. Jeg asede og masede mig igennem øjet, men i stedet for at blive bange for ikke at kunne komme fri, gjorde det mig glad at sidde fast. Den drøm har jeg i dag oversat til samme fornemmelse som at være for tyk til at kunne sidde i en havestol, hvilket jeg desværre aldrig endnu har prøvet. Ligesom jeg også er vild med tanken om bukseknapper der springer af når man har kæmpet med at lukket sådan et par man engang kunne passe.

Da jeg var 9, havde vi besøg af min tykke moster. Alle talte negativt om hendes størrelse når hun vendte ryggen til. Jeg syntes ofte det var synd for hende, for jeg syntes faktisk hun var pæn. Snart begyndte jeg i det skjulte at klæde mig ud og proppe puder under mit tøj i det skjulte, for at få fornemmelsen af hvordan det ville være selv at være tyk. Jeg turde ikke fortælle nogen om det og faktisk havde jeg kendt min mand i 10 år før jeg fortalte ham om mine fantasier.

Jeg har aldrig været biseksuel, men har alligevel altid kigget efter andre kvinder med sul på kroppen. Der findes både flotte og mindre flotte kvinder og det er uanset om de er tykke eller tynde, men noget jeg synes der er flot, er en kvinde med former, som tør rette ryggen og stå ved hendes størrelse. Hun behøver hverken være hoven eller noget særligt, men er hun sig selv, synes jeg det er noget af det smukkeste der findes.

Jeg har altid tændt på mænd med lidt polstring, men de må alligevel ikke have for meget efter min mening. Jeg kan rigtig godt lide at se kontrasten mellem en stor kvinde og hendes meget tyndere mand.

Min fantasi om at blive rigtig stor, har altid været der, men det kan tælles på en hånd hvem der kender til min fantasi. Jeg tvivler på det nogensinde bliver en realitet, da jeg har en sygdom, der allerede hæmmer mig i bevægelse og gør jeg ikke har den store appetit. Det har jeg egentlig accepteret, for jeg har da mine dage hvor jeg virkelig godt kunne tænke mig at udføre drømmen, men når det kommer til stykket og jeg bliver dårlig af at spise for meget, forsvinder fantasien stille og roligt igen.

Jeg har som voksen prøvet både at veje 75 og 110 kg og i dag ligger jeg på 100. Min højeste vægt havde jeg det rigtig godt med, men den periode varede desværre kun kortvarigt. Derimod havde jeg det ikke ret godt på 75 kg. Alle jeg mødte, fortalte mig hvor pæn jeg var blevet og jeg kunne bare ikke se det. Heller ikke i dag når jeg ser billeder, kan jeg se det. Jeg lignede en langbenet giraf.

Min mave er min ven og skal have kærlig behandling. Jeg kan godt lide at nusse den og smøre den ind i creme. Når jeg er virkelig mæt, bliver jeg nødt til at betragte den i spejlet ligesom jeg gemmer tøj der er blevet for småt, fordi det minder mig om jeg i dag ikke er så en slank pige mere. Indimellem tager jeg det gamle tøj på og nyder det er for småt.

Ene og alene pga. min sygdom har jeg ikke lyst til at udfordre skæbnen og prøve at snige mig op på 150+ kg. Jeg har det ikke godt med i forvejen at være meget mere hæmmet end andre folk på min størrelse. I starten troede jeg min sygdom kunne hjælpe mig på vej til flere kg, hvis jeg nu skulle prøve at se lyst på det at have fået en kronisk lidelse, men sådan ser det ikke ud til at blive og det er ok for mig.

Men var jeg rask og rørig, er jeg sikker på jeg kunne fortsætte. Jeg har dog hele tiden også haft i tankerne at hvis jeg begyndte for alvor at tage på, at jeg så ville blive så vild med det, at jeg var bange for ikke at kunne stoppe igen og den tanke har hele tiden skræmt mig. Tænk hvis jeg udviklede en spiseforstyrrelse så jeg ikke kunne blive mæt ligesom da jeg var lille. Tænk hvis jeg blev så fed at hvis jeg skulle på sygehuset, skulle jeg hives ud af mit hus med en kran.