Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet

Skønhedsidealer

Det moderne skønhedsideal – ikke moderne, bare menneskeligt

Det sjældne er smukt

Gennemse en håndfuld blade og lidt reklamer, og du vil vide, at i den vestlige verden skal man være slank eller ligefrem tynd, hvis man vil være smuk. Det er langt fra tilfældet alle steder i verden, og det har heller ikke altid været sådan i vores del af verden. Man har i stenalderudgravninger fundet statuetter af kvinder med en hel del mere sul på kroppen end vor tids skønhedsideal dikterer. Man spørger sig selv, hvad der er sket, og der er da heldigvis et svar: Det, der er svært at skaffe eller opnå, bliver smukt eller værdifuldt.

Venus_Willendorf

Venus fra Willendorf er en kendt frugtbarhedsstatuette, som tydeligt udtrykker, hvad man før i tiden anså som et ideal – det guddommelige, kvindelige, livgivende, frodige og skabende.

Lad os tage et eksempel: Guld er ikke kun dyrt, fordi det er smukt, men også fordi det er svært at skaffe. For eksempel: Da metallet aluminium blev opdaget, var det meget svært at fremstille, og Napoleon den 3. udskiftede sit guldbestik og -service med aluminium, mens gæster og hof stadig måtte “nøjes” med guld. Den gang var aluminium meget svært at fremstille. I dag koster 1kg aluminium ca. 10 kroner, og der er flere kg af det i hvert eneste hjem, så derfor regnes det ikke for noget mere, og pointen er, at hvis nu det var mad, der blev svært at skaffe, ville den blive dyr, og stille og roligt vil det også blive et status- og rigdomssymbol at have mere sul på kroppen end de andre. Frodige kvinder ville blive smukkere i mænds øjne, mens de slanke ville glide i baggrunden.

I dag har vi rigeligt med mad her i den vestlige verden. Folk tager på, og det bliver pludselig sværere at være tynd end at være tyk, så nu er det blevet smukt at ligne én, der IKKE får mad nok – eller som i hvert fald kun lige får det nødvendige. Denne vittighedstegning fra nettet er meget rammende:

tyk-tynd

De frodige former – elsket og hadet på samme tid

Altså: Skønhed er bestemt ikke er noget absolut. Det ændrer sig hele tiden, hvad der er smukt, og hvad der ikke er. Du kan føle dig aldrig så grim på grund af, at badevægten viser et alt for højt tal, men det komiske er, at hvis du havde levet i en anden tidsalder eller blot et andet sted, ville du have sukket efter selv samme figur. Og der er mere: Bare fordi samfundet gennemsnitligt set har ændret sig i retning af at foretrække det tynde ideal, findes der stadig rigtig mange, som ikke følger den tendens. De føler sig nemlig som outsidere, fordi de faktisk ser smukke mennesker dér, hvor diætisterne ser en god forretning. Jeg er selv én af dem (altså outsiderne, ikke diætisterne).

Igennem hele mit liv har tynde/slanke piger/kvinder ikke interesseret mig en døjt. Filmstjerner og supermodeller har altid sagt mig lige præcis ingenting, og i mange år følte jeg mig ikke særlig godt tilpas, for jeg havde ingen at tale med om, hvad jeg syntes var pænt. Når veninderne begyndte at snakke om at tabe sig, syntes jeg først, at de var begyndt at få lidt figur, og sådan har det altid været for mig. Pludselig fandt jeg ud af på internettet, at jeg slet ikke var så sjælden en race endda, og det var en stor lettelse. Jeg fandt endda ud af, at der var mange, der var endnu mere underlige end jeg, men det vender jeg tilbage til.

Nu her, en del år og mange, mange timers læsning om emnet senere, kan jeg se, at der i rigtig mange mænd gemmer sig en lille stenaldermand, som særdeles godt kan lide store kvinder. Men stærkere end ham er ofte frygten for, hvad alle de andre dog vil tænke, hvis man bliver set i selskab med en kvinde, der ikke matcher idealerne. Jeg har efterhånden læst et utal af beretninger rundt om på nettet, både fra mænd, der ikke vidste, hvad de skulle stille op med deres forkærlighed for runde kvinder, og fra mangen en kvinde, der var fortvivlet over, at “prinsen på den hvide hest” kun var interesseret i at have hende som elskerinde, fordi han ikke ville ses offentligt sammen med hende, men samtidig fandt stor seksuel nydelse i hende og derfor havde svært ved at give slip på hende.

Andre beretninger og nødråb, der går igen gang på gang er dem fra mændene, der ikke aner, hvordan de skal få fortalt deres bedre halvdel, at de faktisk overhovedet ikke har noget imod de 10kg, hun tog på til jul, og at de faktisk godt kunne tænke sig 10kg til eller endnu mere. Eller dem fra kvinderne, der ikke aner, hvad de skal gøre, når manden eller kæresten ligefrem beder dem om at tage på. En del kvinder har det også den anden vej rundt. De giver pokker i sixpacks og balder af stål på manden og foretrækker i stedet store bløde bamser.

Charme, selvtillid og lækkert hår

Det sidste punkt, jeg vil behandle i dette afsnit er selvtillid. Sjovt nok viser det sig at være en meget afgørende del af skønheden, selv om det kan lyde underligt. Mange mennesker har det skidt med deres figur (og er der noget at sige til det? Læs mere her). De føler sig for tykke eller for kiksede, og de ville sætte pris på at være usynlige. De ser nedsættende blikke mange steder (faktum er, at der er højst nogle få, og at resten er fri fantasi), og det får dem til at dukke sig. Kvinder, der efter leksikonet kan defineres som overvægtige eller fede (og som mænd som jeg af og til må bide os i tungen for ikke at fløjte efter) fører sig ofte frem med alle tegn på skyldfølelse, og det er dét som får skønheden til at gå fløjten. Jeg har efterhånden læst mange eksempler på og fra kvinder, der pludselig “så lyset” og besluttede, at de lige så godt kunne holde hovedet og humøret højt og slå sig til tåls med at være sig selv, overvægtig eller ej. Enden på historien er altid, at folk efterfølgende begynder at sige noget i retning af: “nejj, har du ikke tabt dig her på det sidste?” (I øvrigt en “kompliment”, man skal være varsom med. Den kan gøre lige så meget skade som gavn). Jeg læste endda en beretning fra en, der havde taget betydeligt på, og som alligevel fik samme spørgsmål.

Med til selvtilliden hører også påklædning. Mange store mennesker vælger at iføre sig, hvad man næsten kunne kalde “straffetøj” – tøj, der signalerer, at “jeg hader min krop, så jeg vælger at iføre mig nogle klude, der skjuler den så godt som muligt, eller som er så grimme, at de kan lede folks opmærksomhed bort fra selve min figur”. Og det hjælper selvfølgelig IKKE på ens selvopfattelse at tage sig sådan ud. Kroppen er din, uanset om den vejer 50 eller 150kg, så behandl den så pænt som muligt. Klæder man sig smagfuldt, siger man jo også til sine omgivelser, at man ikke har noget at skamme sig over.

Summa summarum:

  • Det moderne, tynde skønhedsideal er ikke et mål for skønhed, men overvejende en effekt af, at vi har mad i overflod. Det er meget, meget menneskeligt: Det, der er svært at opnå, er smukt i et menneskes øjne. Virkelig skønhed har ikke en døjt at gøre med den slags modefænomener. Skønhed er heller ikke et tal på en badevægt! – Men indrømmet, vi er nu nogle, der godt ka’ li’ piger, hvor badevægten har brug for 3 cifre for at vise vægten!
  • Du er i meget høj grad selv herre over, hvordan folk ser dig, uanset hvad du vejer, og selvtillid og udstråling (herunder også påklædning) spiller en afgørende rolle.
  • Lad være med at føle dig underlig og alene i verden, hvis du synes at runde mennesker er smukke! Det er vi MANGE, der gør – og sandsynligvis endnu flere, der ikke tør indrømme,at de gør!

One thought on “Skønhedsidealer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s