Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet

Supermodellen

Forord

Historien hører til kategorien “weight gain fiction” eller forkortet “WG fiction”, som kunne oversættes lidt kluntet til “tage-på-fiktion”, hvor en eller flere af hovedpersonerne i løbet af fortællingen tager lidt eller meget på, ofte forbundet med en eller anden form for opvågnen til erkendelsen af, at den/de faktisk værdsætter forandringen. Historien her er oversat af mig fra engelsk til dansk (originaltitel: The Supermodel) med tilladelse fra originalforfatteren DrFeeder, som har sin egen, særdeles se- og læsværdige hjemmeside her: http://askdrfeeder.dyndns.org

Ærbødigst

Henrik

Supermodellen

Det var ikke hendes ansigt (selv om det var et smukt ansigt, noget man vidste allerede inden første gang, hun tog solbrillerne af), der fangede mig sådan; og det var heller ikke hendes øjne (selv om de var fantastiske, så milde og sårbare og bitre og reserverede, alt sammen på samme tid, i så stor kontrast til det kolde udseende, hendes solbriller gav hende), heller ikke hendes hår (få mig ikke til at begynde), ej heller hendes krop (vanvittig betagende kurver), heller ikke måden hun gik på (hun prøvede at gå på en businessagtig måde, men hun kunne ikke helt undgå lidt af  den slags catwalk-spankuleren, der syntes at sige ”Jeg sindssygt sexet, og du får mig aldrig, beklager, jeg kan ikke gøre for det, men det er bare sådan, det er”), heller ikke hendes personlighed (som er umulig at vide noget om på grund at hendes reserverethed, mens man på én eller anden måde ved, at den ville være fantastisk, hvis hun nogensinde slap den ud), nej, det var ikke nogen af de ting.

Det var måden, hun spiste på.

Jeg kunne fx servere hende en ”almindelig” (cheesebruger, fritter og chokolademilkshake), og hun ville lægge, hvad hun nu læste i, fra sig og stirre på den i et minuts tid, som om hun ikke var sikker på, at hun kunne spise den (selv om hun helt tydeligt ønskede at gøre det) eller som om hun ikke kunne beslutte sig for, hvor hun skulle begynde. Og så, til slut, ville hun nippe lidt til sin milkshake (for eksempel) og nyde det med øjnene lukkede, gyse svagt og begynde at smile. Så ville hun prøvende tage en bid af burgeren, mens hun undertrykte et suk af velbehag. Så ville hun begynde at spise lidt hurtigere. Hun prøvede på at være diskret, men hun nød sin mad mere end nogen anden, jeg nogensinde har set. Det mindede mere om sex end om at spise, faktisk. Når hun så er halvvejs gennem det, sætter hun tempoet ned, en smule skyldbetynget. Hun stopper nogle få minutter senere, omtrent 2/3 færdig. Så sukker hun, betaler regningen, efterlader rundhåndede drikkepenge, og går. Af og til kommer hun med en lille kommentar. ”Pomfritterne var fantastiske i dag,” eller ”Fred, du er et geni.”

Jeg var forelsket i hende, men på en lidt abstrakt måde. Selv om jeg så hende hver dag, var hun for fjern til, at jeg for alvor kunne tro på, at hun rent faktisk var der fysisk. Jeg elskede hende på samme måde som en teenagepige er forelsket i en skuespiller eller en sangstjerne.

Det er morgen – njah, ikke helt. 13.30 er den. Tæt nok på. Tid til at stå op. Den nagende lille stemme i mit hoved begynder igen. Du må hellere få sendt den ansøgning til din uddannelse ind med det samme. Du må gøre noget og ikke bare hænge ud her i denne undskyldning for en by, mens du bliver fed af burgere og fritter. Hvor fed er du egentlig blevet?

Stemmen har ikke ret. Jeg har IKKE brug for at gøre noget. Og jeg er ikke fed. Jeg har taget på, selvfølgelig, men hva’ så? Trods alt er jeg ikke model længere, så hvorfor være på diæt som om jeg var en?

Men på den anden side tager stemmen heller ikke helt fejl. Da jeg kommer ud af badet nogle få minutter senere, mens jeg prøver at undgå at kigge i spejlet, støder jeg min tå på badevægten – som om den prøver at straffe mig for at ignorere den. Jeg fornemmer den nagende stemme starte igen, og hopper op på vægten for at få den til at tie.

Det giver bagslag.

60 kg! Men du ville max gå op til 59!

Det var  hvad jeg lovede mig selv… Jeg vejede 59 før jeg begyndte som model og gik på diæt. Jeg havde ikke planlagt at gå over den vægt.

Selvfølgelig havde jeg ikke planlagt Freds restaurant heller.

Jeg havde hørt om stedet længe før jeg rent faktisk besøgte det…først troede jeg, at det bare var endnu et sundhedsspisested med absurde udsagn om deres produkter. Så fandt jeg ud af, at det ikke præcis var helsekost…faktisk var maden lige så fedende, som man kunne få den alle andre steder. Der var bare det, at de ikke brugte alt de forfærdelige mættede fedt, som de fleste fastfood-steder gør – det snask, der er virkelig farligt for dine blodårer.

Derudover, så var maden god. Det var den bedste, man kunne få, ifølge nogle.

Jeg lovede mig selv at når jeg stoppede som model, så ville jeg tjekke stedet ud. Da jeg så endelig gjorde det, var det endnu bedre end jeg havde forventet. Det var vanedannende! Jeg havde kun planlagt at spise der en gang eller to, men blev i byen først én uge, og så én til.

Nu havde jeg været der i en hel måned.

Først tog jeg mig ikke af det – selv om jeg spiste meget på Fred’s, var min mave så indksurmpet efter års slankekur, at jeg ikke en gang kunne spise et helt måltid. Jeg blev så mæt, at jeg ikke havde lyst til at komme tilbage i to eller 3 dage, men i det sidste par uger havde jeg kunnet spise op med lethed. Og jeg havde ikke forsømt en dag i lang tid. Og sidste uge begyndte jeg endda også at tage mig en dessert…det var en dræber! Den dér alt-hvad-du-kan-spise-dessertbar. I går prøvede jeg Tiramisuen, og selv om jeg allerede var mæt, endte jeg alligevel med at spise te portioner!

Jeg sukker og ser på mig selv i spejlet. Vægten fordeler sig i det mindste pænt. Fylder huller og fordybninger ud og blødgør områder med udstikkende knogler, som var der før… men omkring mine hofter og min mave er der begyndende udbulninger, der beviser, at jeg ikke længere er model.

Jeg tænker kortvarigt på at gå på kur igen…nej, det skal ikke ske igen.

Se det i øjnene, du er afhængig af mad! Du ku’ ikke stoppe, selv om du ville!

Det er løgn! Der er bare det, at der ikke er ret meget, jeg skal gøre i øjeblikket, så jeg gør bare, hvad jeg har lyst til – hvilket tilfældigvis er at på Fred’s – ofte…

Okay, så gå ikke på diæt. Skær i det mindste ned. Du er ikke så slem nu, men du vil da ikke være enorm, vil du? Forlad denne her by uanset hvad…der er for mange fristelser her.

Jamen, jeg forlader skam byen, så snart jeg begynder på min uddannelse.

Jeg tager mig en kop kaffe og går i gang med ansøgningsblanketten. Jeg kommer til spørgsmålet ”Hvorfor ønsker du at begynde på Stevenson College?”

Jeg har lyst til at skrive ”Tjah, ét eller andet skal jeg jo lave”, men jeg tvivler på, at den vil give en flyvende start. På den anden side vil det måske være en fed fidus for dem at få en kendis på deres skole. Jeg ku’ såmænd nok tegne kruseduller på ansøgningen med farvekridt og komme ind alligevel.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvorfor vil jeg gerne ind? Bare fordi mine forældre gik der? Jeg havde planer om at starte, da jeg var 18, men så åd alt det dér model-værk hele min opmærksomhed. Det var sikkert en udmærket ting at gøre, men nu, 24 år gammel og med flere penge, end jeg aner hvad jeg skal stille op med, giver det så mening?

Jeg sidder mismodigt og betragter blanketten i adskillige minutter, ude af stand til at skrive noget som helst.

Så rumler min mave lidt. Chokolademilkshake, pomfritter, de dér rigtig gode, som Fred laver, så lette og sprøde og fedende! og lækre…

Næh, nej, dén går ikke. Du må stoppe med at komme dér så meget.

”Jeg véd det…men når jeg tager herfra…”

Så får jeg pludselig øje på noget i bunden af blanketten:

”Ansøgninger skal være afsendt senest den 12. november for at komme i betragtning”

Det var den femogtyvende.

Tærte…måske noget æbletærte…jeg har ikke prøvet den endnu.

”Måske begynder jeg på den uddannelse til næste år,” sagde jeg til mig selv. Det lød som en vidunderlig ide.

Arh, come on! Hvad skal du så lave i mellemtiden? Blive hængende her og blive federe endnu?

Men jeg skal have en cheeseburger…Jeg kan ikke både spise fritter og milkshake og burger og tærte…

Nej, nej, jeg bliver ikke større end det her…Måske tager jeg til Paris, tager nogle kurser i kunst. Det har jeg altid haft lyst til.

Jeg går hen på Fred’s, begynder at spise og føler mig straks bedre tilpas.

Jeg troede, du sagde, at du ikke skulle være federe end du allerede er?

Hmm… måske en lille smule federe…

Gradvist, ganske langsomt, begyndte hun at komme en smule ud af sin skal. Hun kom altid på restauranten omkring ved 3-tiden,  når der næsten ikke var andre til stede (hvilket var grunden til, at jeg selv serverede for hende – Jeg havde normalt ikke servitrice på mellem 14 og 17). En dag, da stedet var helt tomt med undtagelse af hende og mig, sagde hun:

”Denne her mad er så lækker…Jeg kan næsten ikke tro på, at den faktisk er sund.”

”Den er ikke rigtig sund, bare ikke så slem som på de fleste spisesteder,” sagde jeg. Jeg fortalte hende om mine teknikker i køkkenet, hvordan jeg undgik mættet fedt, hvordan jeg brugte gedemælk og om alle mine andre forholdsregler.

”Selvfølgelig,” konkluderede jeg til slut ”er der stadig mange kalorier i”

”Ja, det har jeg bemærket,” sagde hun med et skævt smil.

”Åh, men jeg mente ikke, at du havde noget at bekymre dig om…du er meget slank.”

”Ikke nær så slank som før jeg begyndte at spise her.”

”Virkelig? Det kan jeg ikke se.”

”Okay, men det kan jeg med sikkerhed.”

Jeg tager min portefølje med billeder fra min modeltid med hen på Fred’s næste dag. Jeg kender ham ikke rigtig, men jeg kender heller ikke andre i denne by, og jeg har brug for at komme lidt i kontakt med virkeligheden igen.

Uheldigvis er der travlt på stedet…Jeg får ikke en chance for at tale med ham. Imidlertid glemmer jeg stort set alt om det, da jeg tager hul på revelsbenene. De er himmelske. Selv efter en stor portion af dem med milkshake, vil jeg have mere. For flov over at spise så meget offentligt, bestiller jeg noget til at tage med hjem.

Jeg skynder mig hjem og og fortsætter med at spise… Det er vidunderligt. En god ting ved at spise er, at det får den  nagende lille stemme til at holde mund.

Det banker på døren… Det er Fred.

”Du glemte denne her,” siger han og rækker mig porteføljen.

”Åh, tak skal du have!” siger jeg ”Faktisk havde jeg tænkt mig at vise dig dem.”

”Til mig? hvorfor?”

”Du sagde, at du ikke kunne se, at jeg havde taget på. Kom indenfor. Se her…” Jeg viser  han et billede fra en fotoserie, jeg fik taget til et sportsmagasin. ”Det her er bare tre måneder siden. Var jeg ikke meget tyndere?”

”Det tror jeg. Det er ikke så let at se, med det tøj, du har på nu. Hvorfor tager du ikke en badedragt på?”

Ups. Det er et fornuftigt spørgsmål, når man tager det spørgsmål, jeg stillede ham, i betragning, men tanken om at gå model i badedragt for en fremmed mand i min lejlighed virker en smule skræmmende.

”Altså…” siger jeg, uden at vide, hvad jeg skal sige. Han fanger den hurtigt.

”Jeg har fuld forståelse for, hvis du er genert,”  sagde han. ”Så hvis du ikke har lyst…”

”Arh, hvad pokker,” siger jeg. Trods alt har jeg haft mindre tøj på end det foran store modenazist-publikummer… hvad er lige forskellen? Han er en sød fyr, og jeg føler mig ret så sikker på, at han ikke vil begynde at gøre tilnærmelser. Jeg går ind i soveværelset og skifter.

”Okay, ja, du har taget på,” indrømmer han, da jeg kommer ud. ”Men du ser storartet ud. Du ser faktisk bedre ud efter min mening.”

”Rend og hop, jeg ser da ikke bedre ud.”

”Altså, jeg er ikke den rigtige person at spørge. Jeg foretrækker kvinder i den tungere ende af skalaen.”

”Virkelig? En af de mystiske fedmebeundrere?”

”Jep. Hvis du var min kæreste, ville jeg have opmuntret dig til at tage endnu nogle kg på.”

”Åh Gud,” griner jeg. ”Sådan som du laver mad? Hvis jeg var din kæreste, ville jeg blive enorm.”

”Måske nok,” siger han med et smil.

Hun drev mig faktisk til vanvid. Det var slemt nok før, men efter at jeg havde set hende i bikini, set hende lille udspilede mave stikke krigerisk ud, et varsel om topmaven, som jeg gættede på, ville komme, set de små udbulninger, der dannede sig ved kanterne på badedragten, set hendes yndefulde krop, der så ud til at være forudbestemt til at udvide sig på en ret så lækker måde, ku’ jeg slet ikke få hende ud af hovedet igen. Hun ville være ualmindelig flot, hvis hun blev fed.

Og hendes kapacitet var stigende. Hun var begyndt at dukke tidligere op. Hun var blevet glad for Cajun-reje-forretten, som hun plejede at skylle ned med en burger eller revelsbenene, eller med fritter eller indbagte løgringe, og så den uundgåelige milkshake… og så plejede hun at komme igen nogle timer senere tids nok til dessertbuffeten. Det var sjovt at se hende spise dessert. Hun tog altid små, fine portioner… ingen ville have forestillet sig, at hun var en storspiser. Men hun gik så mange gange!

Der var én mærkelig ting…hvert øjeblik fik hun et skyldbetynget ansigtsudtryk og stoppede med at spise et øjeblik. Af og til gik der en dag eller to uden at hun viste sig, eller hun gik midt i et måltid, lang tid før hun var mæt. Men sædvanligvis, når hun gjorde noget sådant, spiste hun mere end normalt, næste gang hun kom.

66kg! Din fuldfede ædedolk! Hvad er der galt med dig? Har du bare tænkt dig at blive hængende her i denne by, mens du ser dig selv blive federe og federe?

Det begynder at se ud som om det er, hvad jeg har tænkt mig. Jeg købte en flybillet til Paris, men i sidste øjeblik tog jeg ikke af sted alligevel. Jeg har prøvet at holde op med at spise så meget et par gange, men alt, hvad det gjorde, var at minde mig om, hvor meget jeg holdt af at spise.

Jeg er stadig ikke fed, men jeg kan ikke benægte, at jeg er ved at få mave. Den stikker ud uanset hvad jeg gør. Jeg skammer mig over den, men er stolt af den på samme tid… Jeg har det som om jeg rækker næse ad hele modeindustrien, alle de dér rædselsfulde modeller og deres agenter og modeskribenter og parasitter, som jeg hader. Og Fred kan helt sikkert godt lide det. Jeg har taget ham i at kigge på mig et par gange.

Men den nagende stemme vil ikke holde op. Den bliver endda værre.

Stadig er jeg ikke kommet på noget, jeg hellere vil. Og min maves stemme stilner heller ikke af.

Jeg kan lide denne her by.  Jeg er efterhånden kommet til at kende nogle stykker. Her er smukt. Jeg har denne her skønne lille plet på stranden. Jeg kan svømme, gå en tur, læse, få kunstlektioner af det underlige gamle kvindelige geni, der bor et par døre fra mig…

Og jeg kan spise. Fred’s mad er fantastisk. Jeg troede, at jeg ville have været træt af den nu, men den bliver bare bedre og bedre.

Da jeg var hos lægen sidste uge, skældte han ud over min vægt.

”Derudover er du ved godt helbred,” brokkede han. ”Dit kolesteroltal er faktisk lavere, end det var sidst. Og dit blodtryk er lavere end det var. Hvis du bare taber dig, vil du have et perfekt helbred.”

”Hvad hvis jeg tager på?” spurgte jeg.

”Altså, det burde du virkelig ikke…hvorfor skulle du dog det?”

”Fordi jeg spiser en masse…”

”Hmm… jeg kan anbefale en diæt…”

”Nej, lad være, tak. Jeg ved mere om diæter end de fleste. Jeg har været konstant på diæt i seks år. Du  behøver ikke at fortælle mig om diæter.”

Ja, nogen skal jo gøre det…

Julia kom ind en dag og så en smule trist ud. Da jeg bragte hende hovedretten (efter at hun havde spist nogle cajun-popcorn og en halv milkshake), kunne jeg ikke lade være med at lade en kommentar falde.

”Har du det godt?” spurgte jeg.

”Åeh, jah,” sagde hun med et suk. ”Jeg mener, jeg har det fint, men nogle gange…”

”Ja?”

Hun så sig omkring. Vi var alene.

”Jeg har det skidt med, at jeg bliver så tyk.”

Hun havde ikke brug for at tage bikini på, for at jeg kunne se det. Hun havde nu en moderat, men ret veldefineret topmave, større bryster, bredere hofter og bagdel, en antydning af dobbelthage…man ville stadig ikke kalde hende tyk, men hun var helt sikkert til den buttede side.

”Åh, det var da trist,” sagde jeg ”Har du overvejet at spise mindre?”

”Ja, men jeg kan ikke gå på kur nu. Jeg har ikke nogen motivation. Der er det ved det, at da jeg var model, kunne jeg gå slankekur, fordi jeg var nødt til det – for at jeg kunne holde på jobbet. Nu er der ingen idé i det. Og jeg elsker at spise.”

”Men hvis din vægt gør dig deprimeret, synes jeg da, at det er en god grund til at gå på kur.”

”Ja, men der er det…Jeg synes ikke, at det burde gøre mig deprimeret. Jeg har virkelig ikke brug for at holde vægten, ud over for at klynge mig slavisk til de skønhedsidealer, jeg alligevel ikke rigtig tror på.”

”Åh. Jamen så kunne du da bare beslutte dig for at blive fed.”

”Hmm… jeg tror, jeg allerede har…på en måde…”

”Nej, du har ej. Du har ikke accepteret, at du er på vej til at blive fed. Så du bliver ved med at bekymre dig om det.”

”Jaeh, men jeg ved ikke, om jeg har lyst til at blive fed…”

”Altså, noget må du beslutte dig til. Ellers vil du bare føle dig magtesløs og deprimeret. Og da har besluttet, at du ikke vil gå på kur, kan du lige så godt gå hele vejen og  beslutte at blive fed. Du vil elske det.”

”Vil jeg?” spurgte hun tvivlende.

”Helt sikkert. Du kan spise alt, hvad du har lyst til, uden skyldfølelse. Og efterhånden som du tager på, vil din appetit blive endnu større. Du vil komme til at holde endnu mere af at spise end nogensinde før.”

”Hendes øjne lyste op. Hun havde ikke overvejet dette før.

”Men… hvordan kan jeg acceptere, at jeg tager på?”

”Du er bare nødt til at forpligte dig selv til det. Har du lyst til at jeg giver en hjælpende hånd?”

”Øhh, det…vil jeg vel, ja.”

”Okay. Lov mig, at du tager 20 kg på.”

”20 kilo! Ja, det vil da være noget af en forpligtelse. Men jeg er ikke klar til det.”

”Fint nok. Tag dig al den tid, du vil. Men du får ikke lov til at spise her igen, før du forpligter dig.”

”Hvad!?”

”Du sagde, at du ønskede min hjælp. Og det gør jeg på den her måde.”

”Men…vent lige… du ka’ da ikke bare…”

”Joh, dét kan jeg.”

Okay, alle tiders anledning til at komme videre. Du har ikke lyst til at tage 20 kg på.

Jeg tjekker badevægten. Jeg er oppe på 67,5. 20 kg ville placere mig tæt på 90kg…fed efter enhver tænkelig målestok. Jeg har helt sikkert ikke lyst til at tage så meget på.

Hvorfor ikke?

Jeg ser i et glimt al den mad, jeg skal spise for at tage så meget på. Så meget mad…Så meget henrykt spisen og spisen…

Men 20 kg er stadig en hel del…

Næste dag ankom Julia før mig og prøvede at bestille noget mad, men jeg havde givet mine instrukser…Hun blev ikke betjent.

”Hvad holder mig fra at snyde?” spurgte hun, da jeg ankom. ”Hvad hvis jeg lover at tage på og så ikke holder det?”

”Så får du aldrig lov til at spise her igen. Medmindre du tager det lovede antal kilo på.”

Hun så virkelig irriteret ud.

”Hvad giver dig ret til…” spruttede hun.

”Det gjorde du. Du bad mig om hjælp.”

”Altså…hvad så hvis jeg tager 5 kg på og så ikke tager mere på eller sådan noget?”

”Duer ikke. Du bliver nødt til at tage mindst…et halvt kilo på om måneden.”

”Men… Det er ikke fair.”

”Okay, hvis du virkelig virkelig rammer muren. Hvis du spiser her – og spiser godt – i en måned, og ikke tager på, så løser jeg dig fra forpligtelsen. Men det sker ikke.”

Hun så lidt irriteret på mig.

”Jeg antager, at jeg burde takke dig,” sagde hun. ”Du får virkelig sat gang i mine tanker.”

”Godt.”

Tilfreds? Du er allerede fed nok. Lad os så smutte fra den her by.

Jeg flyver til Paris, får mig en lejlighed, tager kunstlektioner…og spiser.

Maden i Paris er virkelig god…Bagere på hvert et hjørne, adskilt af cafeer og strålende restauranter. De hjælper mig med at holde ud ikke længere at komme på Fred’s. Og den nagende stemme forstummer, og Paris er et sjovt sted at være, selv om det er flovt, de par gange jeg er stødt ind i nogen fra branchen.

Efter en uge i Paris har jeg taget næsten 2 kg på. På én eller anden måde troede jeg, at det var Fred’s, der var problemet, men det er det ikke. Det er mig.

Den lille stemme tager fat igen.

Jeg blev ret så overrasket, da Julia dukkede op. Jeg havde hørt, at hun var taget til Paris.

”Okay,” sagde hun.”Du vinder. Gør mig fed.”

”Du er altså villig til at tage 20 kg på?”

”Tjah, jeg har allerede taget 2 på…Årh hva’ pokker, hvorfor ikke. Jeg lover at tage 20 kg på.”

Hun smilede, tilsyneladende betaget af sin egen dristighed.

Mindst 20kg”

”Okay, jeg lover at tage mindst 20 kg på…” Hendes smil blev bredere.

Da jeg serverede for hende, tøvede hun. Jeg så på hende. ”Hvad har jeg dog rodet mig ud i? Nu må det briste eller bære.” Hun begyndte at spise og så omgående glad ud igen. Efter et lille stykke tid så hun op på mig igen.

”Jeg gør det,” sagde hun spændt ”Jeg gør det virkelig. Jeg skal være tyk og fed… Det her er så sejt…”

”Hvad fik dig til at beslutte dig?”

”Jah, jeg tog på alligevel…Jeg tænkte, at hvis jeg absolut skulle være fed, kunne det lige så godt være ved hjælp af din mad.”

Hun spiste mere, end jeg nogen sinde havde set hende spise før.

Jeg prøver at høre den nagende lille stemme igen… Jeg kan høre den, hvis jeg ønsker det, men den lyder noget modløs. Årh rend og hop! Forvandl dig selv til en gigant! Spørg mig om jeg tager mig af det! Mavens stemme, på den anden side, er ret så robust: Banancremetærte…pizza…friturestegt kylling…mere…mere…meere…Åh, hvor er jeg dog mæt…jeg kan ikke vente med at blive større, så jeg kan spise endnu mere!

Det var virkelig sjovt at veje hende…En gang om måneden kom hun ind omme ved restaurantens bagindgang, smed klunset, så hun stod i undertøj foran mig og trådte på på vægten. Selvfølgelig var det fuldstændig unødvendigt…Det var ret så tydeligt, at hun tog mere end et halvt kilo på om måneden. Men vi gennemgik ritualet alligevel. Jeg skulle altid gætte, hvad hun vejede, før jeg kiggede på vægten.

”Hmmm,” sagde jeg til hende ved starten af den 4. måned. ”Ja, din mave er rundere. Den danner ikke så meget en top i midten – Den er mere kugle – agtig. Og dine bryster…jeg tror, at du har brug for en ny BH! De er ved at vælte ud. Og dine lår…Åh, du godeste…Du må veje mindst et-par-og-firs.”

”82,9” sagde hun stolt. ”Og jeg kan selv mærke, at jeg tager på…Fyrene ofrer mig ikke så meget opmærksomhed mere.”

”Virkelig? Er det hårdt?”

”På en måde, men jeg kan også godt lide det. Jeg føler mig endelig som et normalt menneske i stedet et medieikon. Måske jeg endda kunne få mig en kæreste.”

”Kunne du ikke det før?”

”Nej…Jeg ved ikke, om det var mig eller dem, men jeg kunne aldrig stole på dem…De datede en supermodel og ikke mig. De var egentlig ikke så interesserede i mig, men mere i den beundring, som jeg fremkaldte i andre. Det var i det mindste sådan, det føltes.”

”Altså, hvis du står og mangler en kæreste, vil det være mig en fornøjelse at udfylde en ansøgningsblanket.”

”jeg ved ikke…jeg ville blive virkelig fed, hvis du var min kæreste.”

”Og så?” sagde jeg, mens jeg blidt kyssede hende på halsen. ”Du bliver virkelig fed alligevel.”

”Øhm…” hun skubbede mig væk ”Tak, men jeg er ikke helt klar til den slags endnu. Måske, når jeg har taget de 20 kg på…”

”hvorfor?”

”Fordi jeg har det så sjovt med at tage på lige nu…Jeg vil ikke have tingene til at blive komplicerede…hvis nu det ikke gik mellem os, og jeg var nødt til at holde op med at spise her eller noget.”

”Jeg forstår. Altså, det er vel sådan set okay.”

Min hals summer praktisk talt efter det kys…Hvorfor skuffede jeg ham egentlig? Altså, jeg kan altid skifte mening, antager jeg, bortset fra, at jeg er sulten…Friteret mozzarella…chokolademilkshake…

Jeg spiser med stor fornøjelse… Min appetit er så dejlig god for tiden…ikke længe efter er mozzarellaen fortæret, og milkshaken, steaken, tempuraen…bliver mæt…

Fred dukker op. ”Klar til dessert?” spørger han. Han holder en sjovt udseende wienerbrødsagtig tingest frem, som dufter meget lovende.

”Jeg ved ikke. Jeg er ved at blive mæt. Måske kommer jeg tilbage senere for at få dessert.”

”Årh, nej, tag den nu, mens den er nybagt. Jeg har lavet den specielt til dig. Prøv i det mindste én bid…”

En eksplosion af smag. Det er ufatteligt. Den giver mig faktisk tårer i øjnene. Den falder mig overhovedet ikke ind at stoppe med at spise den. Mavestemmen tager over. Jeg glemmer endda hvor mæt jeg er, ind til jeg er færdig og pludselig opdager, at min mave er spændt som en tromme.

”Hvad er det?” spørger jeg.

”L’eclair Fredoise,”  sagde han. ”Nu da du har givet mig incitamentet til at få dig til at tage det sidste på, har jeg taget fløjlshandskerne af.”

”Har du ikke gjort dit bedste ind til nu? Kan du faktisk lave bedre mad, end du allerede har gjort?”

”Jepper”

Et øjeblik troede jeg, at jeg havde ødelagt de hele. Hun så lidt rystet ud. Hun så sig omkring… Nogle af de andre i restauranten gloede på os. Vi gik tilbage til baglokalet for at få lidt privatliv.

”Såeh…” hun så en smule bekymret ud ”Når jeg har taget de 20 kg på, hvad så? Vil du stadig lave mad som dette her?”

”Ja, hvis du ønsker det.”

”Godt,” sagde hun med et stort smil. Hun kom tættere på mig og gned sin mave op ad mig (og den var tilfældigvis lige i skridthøjde og føltes helt fantastisk). Hun kyssede mig.

”Jeg troede, at du ønskede at vente,” sagde jeg.

”Det kan jeg ikke længere,” sagde hun. Jeg lukkede døren til lagerrummet, og vi elskede lige på stedet. Jeg tog hende med hjem, og vi elskede igen, langsommere og blidere.

”Wow, du er god i sengen også,” sagde hun ”jeg er så heldig…”

”Det er jeg også. For resten, har du lyst til en éclair mere?”

”Én af de dér special-nogen? Laver du fis? Selvfølgelig!”

Jeg tror ikke mine egne øjne, da han kommer tilbage med et dusin af de dér fantastiske éclairs. Det er en smule skræmmende. Jeg prøver at høre den nagende stemme, men den har ikke meget at bidrage med.

Du bliver Så fed!

Og så tager mavestemmen fat:

Éclairs! Éclairs! Jaah! Bliv tyk og fed! Det er en goood ting!

Julia så på kagerne et øjebliks tid og tog så til sidst en bid.

”Mmmh, jeg er helt enig,” sagde hun ”Det er en god ting!”

”Enig? Hvem er du enig med?” spurgte jeg?

Men hun var alt for optaget af at spise til at svare. Jeg lå på sengen bag hende og kærtegnede hende struttende mave og tænkte på, hvor stor den var på vej til at blive. Hun overkom lige at stoppe med at spise længe nok til at sige: ”åhhh… er det, hvad jeg tror det er?”

”Jeps”

”Det var en svær én.. Hvad gør jeg? Spiser? Eller elsker?”

”Hvorfor ikke gøre begge dele på samme tid?”

Den idé kunne hun rigtig godt lide.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s