Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet

Slankheden som religion

Skriv en kommentar

Slankheden som religion

Det slog mig for nylig, at folks bestræbelser på at tabe sig og/eller leve sundt og deres måde at tale om sundhed/mad/helse på har skræmmende mange fællestræk med religion, og nærmere bestemt med katolicismen i 1500-tallet.

Lad os se på sagen:

  • Begge går ud på at opnå en form for frelse/evigt liv.
  • Begge har trofaste disciple, der glade vandrer rundt og prædiker det hellige budskab – nogle gange uden hensyntagen til, om det er et passende tidspunkt at gøre det på.
  • Begge har hellige skrifter, de henviser til som argumenter for deres overbevisning – skrifter som tit er om ikke ukorrekte, så historisk eller videnskabeligt u-understøttede.
  • Begge opererer med et syndsbegreb og har bud/kostråd, der skal følges for at undgå fortabelse.
  • Begges dyrkere opfatter ikke-dyrkere som enten fortabte, syndige, vederstyggelige og/eller mål for omvendelse.
  • Inden for begge opstår der sekter, der gennem variationer eller forvrængninger af hovedbudskabet påberåber sig at have fundet Sandheden. (Raw-food, Atkins, Blodtypekost, Dukan, LCHF, osv.)
  • Folk, der stiller sig op og kritiserer den etablerede tro, bliver udråbt til kættere
  • Der kan købes aflad, som bringer én selv eller slægtninge ud af skærsilden (Æblecidereddike – tab dig 5 kg på 3 uger, og alle mulige andre mirakelkure, årskort til fitnesscenteret, selvhjælpsbøger, plastre, tabletter af tvivlsom herkomst og meget andet).
  • Helgendyrkelse (Chris McDonald, Jane Fonda, Atkins, Arne Astrup, Pierre Dukan, kom selv med flere)
  • Pilgrimsrejser (rejser til kursteder, julemærkehjem, højskoler og meget andet)
  • Åndeuddrivelser (Tænk på alle de tv-udsendelser, hvor man ser tykke mennesker smide læssevis af “syndige” madvarer i skraldespanden.)

…for bare lige at ridse nogle af lighederne op.

Og hvad vil jeg så bruge denne sammenligning til? Blandt andet til at bruge noget af det, der bekymrede Luther ved den katolske kirke dengang. Han sagde blandt andet, at folk var blevet så optaget af at frelse sig selv, at de fuldstændig mistede overskuddet til at udøve den næstekærlighed, som kristendommen egentlig handlede/handler om. Jeg mener, at noget af det kan overføres til de tilstande, vi har i dag, hvor folk bruger så meget krudt på at bekymre sig om deres vægt, helbred, kost, motion osv., at de har en tendens til at glemme alle de ting, livet i højere grad handler om, nemlig at være der for hinanden og alle bidrage til at gøre hinandens liv lidt lykkeligere.

Man kan med rette, mener jeg, spørge, om det længst mulige liv nødvendigvis er det bedst mulige liv. Jeg går bestemt ind for et godt helbred, men ikke for enhver pris.

Min egen hypotese om, hvad der sker her, er, at vi i den vestlige verden gennemsnitligt set er blevet mindre religiøse. Vi tager ikke – igen gennemsnitligt set – den tro, vi nu har, så alvorligt, som man gjorde en gang. Mange af de kristne er kun kristne, når det er bekvemt for dem, og det samme gælder for mange muslimer og andre mindre religioner. Ikke desto mindre så er vi mennesker tilbøjelige til at tro på ét eller andet – vi har en slags religiøst “hul”, som hidtil har været fyldt op med Gud(er), alt efter hvilken tro man nu har haft. Nu, når religionerne er begyndt at blegne noget for mange mennesker, skal hullet så fyldes med noget andet i stedet for, og det mest nærliggende var sundheden.

Hvis den hypotese skulle have en chance for at holde, skulle det betyde, at folk med en stærkere religiøs overbevisning var mindre tilbøjelige til at tilstræbe slankhed, fordi pladsen i deres “religiøse hul” allerede var optaget af noget andet. Under skrivningen af dette blogindlæg faldt jeg så over noget fantastisk – nemlig en undersøgelse, der viser netop dét! Den er på engelsk og kommer her: http://abcnews.go.com/Health/Diet/faith-fat-religious-youths-obese-mid-life/story?id=13204624 .

Det er jo ikke et bevis på, at jeg har ret, men min hypotese, blot formuleret med lidt andre ord, er blandt de i artiklen nævnte, så der er gode chancer for, at det holder vand – OG dermed også en form for indirekte bevis på, at slank- og sundhed faktisk er kommet så vidt, at de er blevet en religion.

Og hvad vil jeg så sige med dét? Jeg vil sige, at det giver ekstra god grund til at holde tungen lige i munden i sundhedsdebatten, fordi argumenterne ikke længere nødvendigvis er baseret på velovervejede, velunderbyggede fakta og en vilje til at se sagen fra flere sider. Det handler ikke længere om at blive enige og mødes på midten, men om at forblive fast i troen. Ud fra dette må man forvente, at folks evne til at forholde sig afslappet til deres egen krop, fra nu af kun vil gå én vej, og det er ned ad bakke. Det sidste, sundhedsdebatten havde brug for, var at blive religiøs.

Og hvor placerer det så os, der synes at der ikke er meget skæg ved den veltrimmede krop, og faktisk foretrækker det runde look. Os som synes, at fedt er både flot og frækt. Os, som tager af kagen både to og tre gange og nyder at se andre gøre det også? Set i en sundhedsreligiøs sammenhæng, ja, så må vi vel i bedste fald svare til kættere eller satanister. Vi er jo ikke en gang bare hedninger eller afgudsdyrkere, for vi kender jo til slankhedsreligionens dogmer, men fravælger dem bevidst. For os findes ingen frelse. Vi er dømt til evig fortabelse.

…eller også har vi, ligesom Luther, der gik imod millioner og atter millioner af “rettroendes” generelle opfattelse af, hvad der var rigtigt og forkert, fat i noget vigtigt – problemet i, at folk bruger så utrolig mange ressourcer på selv-frelse og det evige liv, at de forspilder netop dette, livet, i deres stræben efter det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s