Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet

Butterdej – Besværligt, men… nummenum!!!

Skriv en kommentar

Butterdej - Besværligt, men... nummenum!!!

Jeg har tidligere været inde på wienerbrød, og der er en udmærket og meget udførlig vejledning dér. Her for ikke så længe siden prøvede jeg så en simplere opskrift af og troede ikke mine egne øjne, da jeg opdagede, at den gav et meget, meget flottere resultat, som så ud, som om det var hentet lige nede hos bageren. Butterdejen spiller med sine 30-40% fedt en vigtig rolle i bevarelsen af de brede bagdele og burde således være en del af den anbefalede dagskost. Men jeg dagdrømmer vist… *suk*

Klik for at se opskrift og fremgangsmåde:

Her kommer opskriften, men afsæt nu rigeligt med tid eller hav en god bog at læse i, mens du laver dem:

Butterdej:

  • 300g mel
  • 2dL vand
  • 1 spsk eddike
  • Til indrulning: 250g smør/margarine.

Da smør er noget dyrere end margarine, men smager noget bedre og er blødere/smidigere, så kan man med fordel bruge en 1:1 eller 1:2 smør/margarineblanding.
1) Gør fedtstoffet parat. Det gøres ved at du vejer det af, du skal bruge, og lægger det mellem to stykker bage- eller madpapir. Skær det evt. ud med en osteskærer og læg det i skiver skiftevis oven på hinanden i et lille kvadrat. Det har virket godt for mig. Læg så det andet papir ovenpå og rul/bank et forsigtigt ud med en kagerulle. Tag det ene papir af og fold klumpen. Læg papir på igen og rul/bank ud igen. Bliv ved, til fedtklumpen er helt ensartet og ca lige så blød som dej.

2) Ælt dejen sammen af melet, vandet og eddiken, men modsat normalt skal den ikke æltes mere end højst nødvendigt. Så bliver den så elastisk, at den bliver svær at rulle ud, uden at den trækker sig sammen igen. Rul til sidst dejen ud, så den får 4 “flapører” og kommer til at ligne et X med runde kanter, som er tykkest i midten. Det gøres ved, at kagerullen sættes et lille stykke fra midten af dejen og rulles væk fra midten. Vend kagerullen 90 grader og rul på samme måde, vend igen osv., til “det bløde X” fremkommer.

3) Læg fedtklumpen midt i X’et og fold dejflapperne godt ind over. Det er meget vigtigt, at der ikke er huller ind til fedtet, da det så vil blive presset ud af dejen.

4) Rul ud til et rektangel, der er 3-4 gange længere end det er bredt.

5) Fold enderne ind, så de mødes på midten, og fold så igen på midten, så der bliver 4 lag i alt, og de to oprindelige ender nu er gemt af vejen inde i den nye dejklump. Læg film/folie/låg over dejen og sæt den på køl i 20 min. Mindre kan gøre det, men det bliver bedst med en god ventetid. Ventetiden tjener to formål: 1) Dejen skal have tid til at strække sig, for ellers går der hul mellem lagene, og det må der ikke. 2) Fedtstoffet skal hele tiden holdes køligt, så det ikke bliver for blødt og smatter ud af dejen.

6) Rul dejen ud til samme størrelse, men fold nu denne gang den ene tredjedel ind og så den anden tredjedel ovenpå. Dæk til som før og lad stå køligt 20 min. igen.

Punkt 5 og 6 skal gentages.

7) Rul til sidst ud til et rektangel på ca 0,5 cm tykkelse, 30 cm bredde og den længde, det nu giver. Denne dejplade danner rammen om, hvad du nu har lyst til at lave af bagværk med butterdej, fx dej til indbagning, tærtedej, eller som sagt forskellige slags wienerbrød. Jeg lovede en opskrift på tebirkes, så den kommer her:

Tebirkes:

  • Butterdej
  • 50g sukker
  • 50g smør/margarine (gerne halvt af hvert)
  • 1 lille æg til pensling. Der er æg nok til at pensle det dobbelte, så det kan du jo vælge at lave, hvis der ikke skal gå æg til spilde)
  • Birkes til at drysse med, eller sesam eller hørfrø eller hvad man nu har lyst til.

1) Bland fedtstof og sukker til en ensartet masse (remonce), der er let at smøre ud på dejen.

2) Smør remoncen ud på de midterste 10 cm af dej-rektanglet.

3) Fold først den ene, så den anden tredjedel af dejen ind over remoncen og vend dejen med bunden i vejret til sidst, så flapperne kommer nedad.

4) Skær den foldede dej ud i 5-7 cm brede stykker og læg dem på en bageplade med mindst 2 cm imellem. De kan vokse en del ved bagning.

5) Pensl med æg og drys med birkes eller hvad du nu har valgt. Pensl ikke siderne, da det vil forhindre dejen i at hæve ordentligt under bagningen.

6) Bag ved 200 grader varmluft i 20-25 minutter.

7) NYD! – og glæd dig over, at du har lavet 6-10 tebirkes for den samme pris, som det ville koste at købe 2 for nede hos bageren.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s